Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
279
sine Omgivelser, i Hjemmet, i Skolen, og som voksen over for
den, der dog stod ham nærmest, hans Fader. Skjult havde han
gaaet ved Siden af sig selv, ja ved Siden af Gud. Han havde
været sky over for alt, nysgerrig og videbegærlig, men
forsigtig for ikke at fanges af noget, for ikke at opgive sig selv. Han
havde skyet Lyset for ikke at brændes, skyet selv Lysets Gud.
Var al denne Skjulthed ikke en Mangel hos ham? Er Livets
Væsen og Maal ikke netop at nærme sig Lyset, nærme sig
Lysets Gud, fortæres af hans Flamme, brændes af Kærligheden?
Saa nem er Forklaringen dog ikke. Thi den, „der selv er
Vejen, Sandheden og Livet", Guds egen Søn, der sendtes til
Jord for at aabenbare Sandheden og frelse Menneskene,
optraadte jo selv som den skjulte. Det var netop selve hans Maal
at være den skjulte, den forklædte, være Menneske og lide som
saadan. Derfor blev han ogsaa forhaanet, bespottet, bespyttet,
udgrint, pint og korsfæstet. Det at efterfølge Kristus er at være
skjult som han, lide som han, og dog, skønt miskendt, elske
Sandheden, elske Kærligheden, elske Gud.
Hvad er da Sandheden, hvad er da Kærligheden? Der
synes at være to Begreber om Gud som Kærlighed, der strider
mod hinanden. En Lysets Gud, hvis Kærlighed er klar og lige
til — blot ikke altid let at fatte i Livets Gang og Verdens
Tilskikkelser — og hvis Efterfølgelse bestaar i, med Lyssind og
troskyldig Inderlighed at søge at være saa god og elskværdig
som man kan, saa lykkes nok Livet. Og en skyomsløret Gud,
en for Mennesket kun gennem Synds og Arvesynds Dække
synlig Gud, hvis Væsen kun dirrer for Tanken som højspændte
Krav og uopfyldte Pligter, og hvis Kærlighed fortørnet kun kan
skimtes og anes som ufattelig ufortjent Naade, men hvis Haand
dog, usynlig som Magnetismens Kraft i den sitrende
Kompas-naal, kan gribe Sindet og af idel Naade mætte dets ubevidste
Længsel, drage det til sig. Selv Efterfølgelsen er her skjult og
tungsindigt formummet i strittende Modstand og syndsbespændt
Selvanklage.
Kunde man ikke tænke sig disse to Gudsbegreber forenede
i eet, ved ligesom at fylde Kærligheden i begge sammen og
samtidig udvide Naadens Forsnævring? Umuligt. Lyssind og
Tungsind kan vel stridige rummes i en og samme, men ikke
selv gensidig forenes.
Søren Kierkegaard kendte dem begge af egen Erfaring og
havde selv fornummet den Glæde, de, iblandet med Kærlighed
og omsat i Handling, formaar en Stund at fremkalde i et
Menneskesind. Hans to rigeste, saligste Oplevelser var første Gang,
da han under Jordrystelsen havde bragt Faderens Tungsind 111
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
