Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
280
Ro ved at gaa ind paa hans Tankegang og love ham at ville
opfylde hans Løfte til Gud. Anden Gang var, da han og Regina
lovede hinanden at ville følges Haand i Haand igennem Livet.
I begge Tilfælde udstrømmede der fra dette Løfte og den
derefter følgende fortsatte Bestræbelse for ærligt at udtrykke det
i Handling en egen salig Fred og Glæde, ikke blot Samglæde
med Genparten, men forlænget op efter i Gud, som et eget
betryggende Luftnings Strøg hen over Sindet, et: „Saadan synes
Jeg om dig".
Begge Former for Gud — Tungsindets og Lyssindets —
havde her talt eet og samme Sprog, Kærlighedens Sprog, til
ham, smilt i hans Sind og sat Genskin i hans Handling. Var det
da ikke een og samme Gud, der havde ytret sig i begge, den
eneste, sande, altomsluttende Gud, Han der selv er
Kærlighed? Det laa saa nær at slutte saaledes. Men dækkede dette
dog ikke over en Fejlslutning, naar man deraf vilde slutte
videre til, hvad han, Søren Kierkegaard, nu altsaa havde at
gøre? Guds Væsen var et Mysterium, som ingen
Mennesketanke formaaede helt at udgrunde. Derfor var en Fejlspejlning
af Forholdet mellem Guds Kærlighed og et Menneske-Fartøjs
Beliggenhed og rette Kurs i det enkelte Tilfælde ligesaa let
hændelig som skæbnesvanger. Han, Søren Kierkegaard, havde
følt Glæde, en uudsigelig Glæde, ved begge Lejligheder, baade
ved Løftet til Faderen om at ville hjælpe til at sone hans Brøde
og ved Løftet til Regina om at elske hende til sin Død. Men
hvilket Væld af Fejlmuligheder laa der ikke i Slutningsrækken:
Denne Glæde stammer fra Gud, altsaa er det et Udtryk for
Guds kærlige Vilje, altsaa skal du slaa begge Løfter sammen,
indvie Regina i hele Historien og ægte hende.
Hvo borgede for, at Guds formentlige Tilfredshed med begge
Løfter var et Udtryk for, at Gud vilde lade begge gaa i
Opfyldelse? Den Mulighed laa lige saa nær, ja fuldt saa nær, at det
sidste Løfte slet ikke af Gud var bestemt til at gaa i Opfyldelse,
men skulde være en Prøvelse, muligt en Straf, muligt en
Forjættelse som Moses’ Indblik i det Land, han ikke selv skulde
betræde. Thi begge Løfter indeholdt en indbyrdes Modsigelse.
Skulde Løftet til Faderen fuldt ud holdes, og Sønnen virkelig
sone sin Faders Brøde, saa vilde hele Sønnens Liv udkræves
dertil. Det vilde i saa Fald være Bedrag mod Faderen at
op-spæde Løftet i en Forelskelse og omsætte Faderens Brøde i en
pikant lille Familjehemmelighed, som Sønnen i dybeste
Fortrolighed og under ubrydeligt Tavsheds-Løfte i et rørt Øjeblik
betroede sin Forlovede. Men vilde han søge at bevare det første
Løftes fulde Alvor, saa blev Ægteskabet med Regina et Bedrag,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
