Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
287
skenes Synd, for at lære dem Vejen, Sandheden og Livet. Nu
her var Faderen og Sønnen begge kun Mennesker og Syndere.
Men var det dog ikke med samme Maal for Øje, for at udtrykke
Forholdet mellem Naaden, Synden og den der er Vejen,
Sandheden og Livet, at de begge to nu igen gik op og ned i Stuen?
Tungsindets Religion svarer ganske anderledes end
Lyssindets til den givne Tilværelse. Thi Tilværelsen er ikke lutter
Sollys og Glæde. Den er netop afbrudt Glæde, bævende Angst,
Syndens Uro, Frygten for Fortabelsens Smerte. „Vejen,
Sandheden og Livet" er den sitrende Uro, den paa eengang
forbindende og frastødende Kraft, der i samme Øjeblik sætter og
ophæver, bekræfter og benægter det uadskillelige Forhold
mellem Synd og Naade, Fortabelse og Salighed. Livet er dansende
Tvivl og fortvivlet Glæde. Det er spiddet Hast, Uvejrets Ro i
dets Udbrud. Livet er at lide, Menneskets Trøst er, at Gud
Livets Herre kan „overse" det altsammen. Livet er
Mulighedernes kvalspændte „Knaldeffekt".
Ud fra denne Tungsindets paa ny optagne Stuegang tog da
hans egen Tilstand og Pligt i Øjeblikket sig saaledes ud.
Hans Fader havde begaaet en forfærdelig Synd og draget
denne Synds Følger ned over sig og sin Slægt, der nu som han
skulde udslettes. Var da denne Synd en utilgivelig Dødssynd?
Guds Naade er uendelig og uransagelig. Men selvfølgelig kan
et Menneskes Forbandelse ikke ramme Gud, men maa slaa
tilbage igen paa den, der har udtalt den, ramme ham og hans
Afkom. Hvad var da Sønnens Pligt nu efter Faderens Død?
At anvende den korte Livsfrist, der endnu var forundt ham,
førend Udslettelsen naaede ham, til at opfylde sit Løfte til
Faderen, det Haab hvormed han trøstede denne. Han fik Faderen
beroliget ved at sige, at Guds Naade var uendelig, og ved at
love at ville selv efter Evne søge at afsone hans Brøde ved at
tjene Gud, hvad Faderen paa hans Vegne jo alt fra Sønnens
Fødsel havde lovet Gud.
Hvori skulde denne Tjenen af Gud bestaa? Selvfølgelig i
selv at beflitte sig paa at leve efter Guds Vilje og ved at lære
andre, hvem „der er Vejen, Sandheden og Livet", at drage
saa mange som muligt til Gud. Skulde han da blive Præst?
Dette var utvivlsomt Faderens Mening.
Her begyndte imidlertid Søren Kierkegaard nu en ny og
selvstændig Tankegang, der viste, at han ikke for intet var
Faderens og Tungsindets Arvtager. Faderens Forbandelse, der til
Straf var slaaet tilbage paa Faderen selv og hans Afkom, maatte
medføre for dettes Vedkommende en Syndsdelagtighed, der
var en afgørende Hindring. Var ikke i hvert Fald han — Søren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
