Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
305
Fløjfjeld. Han følte, at denne Opgave laa for ham. Den var paa
een Gang fri og bunden, krævede uhyre Anstrængelse,
Kæmpekræfter og Viljestyrke til at slæbe alle Syndens og Naadens
Maaleinstrumenter op med ad de stejle Stier, utrætteligt Arbejde
Dag og Nat. Men Opgaven indeholdt Lønnen i sig selv, Livets
Opklaring. Og en æggende, elektriserende Trang følte han til
at udmaale Styrken af de to forskellige Dæmoner, Sokrates’
kolde og hans egen.
Men lidet tænkte Søren Kierkegaard paa eller anede, at hans
gode Forhold og nøje Kendskab til sin nærmeste Forgænger
Sokrates en Gang skulde faa saa afgørende Indflydelse paa hans
eget Resultat. Han vilde ved Begyndelsen af sit Foretagende
og endnu langt, langt fremefter deri have forsvoret, at det skulde
ende, som det endte. Efter bestandig under sin Stigen at have
spændt Himmelvinklens Højdekrav og Inderlighedens Ildhu
højere og højere, saa han tilsidst, da han endelig stod ved
Kirkeviseren paa Fløjfjeldets ovale Rand, et Syn, der forfærdede ham.
Sandhedens Viser heroppe stilledes ikke af Sandheden selv, men
af menneskelige „Sandhedsvidner" og efter Rangforordning.
Fløjen angav ikke Retningen af Gudsaandens rene Drag og
Kald, men blot Smugtræk mellem stridige Fjeldtoppe, der
kivedes om Magten og Højden. Den øvrige Indretning heroppe
viste sig for ham som kun et Forfriskningssted for Naive, „en
Knaldbod" for Viderekomne.
Da han var naaet til dette Resultat, overvandt hans Kærlighed
til Sandheden alle andre Hensyn. Det gik ham over for den
Virkelighed, han hidtil havde troet paa, — Biblens og Kirkens,
— ganske som det var gaaet hans Forgænger Sokrates over for
sin Tids begrænsede Forestillinger. Han benægtede dem, han
sprængte dem. Han drev som Jesus de Handlende ud af
Templet og lærte, at Gud vil dyrkes i Aand og Sandhed. Det Nye,
han selv ved sit Liv aabnede Indblik til, var, at i Aandens Verden
er hver Enkelt paa een Gang Regel og Undtagelse. Han undgik
— ligesom Kopernikus — kun ved en snarlig Død at lide den
sædvanlige Straf for slig Nyhed. Men ligesom Sokrates glædede
han sig paa det sidste inderligt til i en kommende Tilværelse at
tale ud med sine Forgængere. Det Spørgsmaal, som han
ligesom Sokrates og alle de andre længtes efter at faa besvaret,
var vel det gamle, bestandigt sig gentagende: Om ikke Lidelse,
Undtagelse, Led i en Udvikling, Vækst, „Vejen, Sandheden og
Livet" var lutter forskellige Udtryk for eet og samme.
20
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
