Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
310
var selv Herre herover ved at berøve sig selv Livet. Var det,
ærligt talt, ikke dette, han havde tænkt paa, da han skrev
Ordene: „At sende en Ring bliver nok her Dødsstraf for den, som
afsender den"? Men herpaa havde hun jo svaret ved at
besværge ham ved alt, hvad der var ham helligt, ikke at forlade
hende. Det vilde blive ogsaa hendes Død, hvis han saaledes
forlod hende. — Hun havde sikkert Ret. Ved sin Død vilde
han drage Faderens Forbandelse ogsaa ned over hende.
Men hvorledes da fri hende? Dette lod sig dog maaske gøre
ved at leve videre og ved egen Kraft kæmpe imod. Det gjaldt
da om, siden Forbandelsen jo bød ham hverken at ægte hende
eller forlade hende, at finde en Maade at bjerge hende paa.
Muligt, med hende i sit Hjerte og i sin venstre Favn, men med
sin højre Haand roende skjult under Vandet sidelængs at søge
af al sin Kraft varsomt at bringe hende i Land til sin Fortid.
Og viste ikke her en Lyssprække ham Vej? Var det ikke et
højere Naadens Glimt, der havde lært ham i Sokrates at
opdage Undtagelsens Vej? Hvad Sandhed krævede som Offer, var
heller ikke for stort for Kærlighed. At kunne opgive sit gode
Navn og Rygte, med Sokrates at blive dømt som umoralsk og
ugudelig, og blive „skarntydet", det var da vel heller ikke for
stort et Offer for at redde den, han elskede!
Hvad var det da, han egentlig tænkte sig? Han vilde, belært
af Sokrates’ Kamp for den skjulte Sandhed og i Pagt som han
med en ukendt Gud i sit Indre, kæmpe en Kamp mod
Menneskers moralske Fordomme og mod alle Guder, mod hendes
og sine egne Ønsker, ja mod Forbandelsens Gud deroppe.
I Tillid til den ukendte Naade vilde han søge at fravriste Gud
dette Forbandelsens sidste Offer og, om han saa selv skulde
forspildes og dø derved, bringe hende uskadt i Land. Men
hvorledes tænkte han sig nærmere at kunne udføre dette!
Ganske simpelt ved at udgive sig selv for en Slyngel, vække alle
andres og tilsidst ogsaa hendes Mishag og Uvilje mod sig,
afvænne hendes Forstaaelse og Kærlighed over for ham,*og ad
denne Vej forsøge, om Gud saa dog ikke for dette Offer af
ham, den alligevel forbandede, vilde lade sig bevæge til at
lade hende, den Stakkel, fare og undgaa at drages med i
Forbandelsen.
Det var en Kamp mod alle Fronter, mod Omdømme, mod
Verden, mod sig selv, mod hende, mod Gud. Denne Tanke
var et Rodskud af hans inderste Væsen, af hans dristige Mod
og frifødte Sandhedshigen i Forvisning om Sandhedens Sejr.
Det var en Fortsættelse i lige Linie af den spinkle Skoledreng,
jaget af alle for en vittig rammende Bemærkning; af den unge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
