Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
309
Hang til at dele sig selv i flere Personer, for paa een Gang skjult
at kunne gaa ved Siden af sig selv og tage sig selv og andre
i Kikkerten, bærer sin Part af Ansvaret — det er hele dette
Fejlsyn, hvorimod den Søren Kierkegaard, som viser sig i sine
Samtaler med sig selv og i sine Breve, der skulde brændes,
nedlægger den Levendes Indsigelse. Sete i denne Livets egen
Belysning skifter ikke blot hine to ovenanførte Breve Præg,
men en lang Begivenhedsrække dukker op efter dem, fyldt
til Overmaal af Spænding, Haab, Kamp og Smerte.
Enhver naturlig Læser af disse Breve vil umiddelbart
forstaa, at bag dem bankede Menneskehjerter, og af dem afhang
Menneskeskæbner. Naar Søren Kierkegaard flere Aar efter,
bitter og kold, men tilfreds med Formen for sit Brev har
anvendt det samme ved en digterisk Figur og ladet dette andet
Jeg vredes over, at Svaret derpaa trækker Spørgsmaalet med
Urette ud af det Æstetiskes Plan og overfører det til det
Religiøses, saa mærker enhver, at det hele her er omflyttet i tomt
Mulighedsspind og blot eftergjort Virkelighed. Den Gang da
Søren Kierkegaard og hans Regina vekslede disse Breve, var
de Udtryk for en Virkeligheds Fylde, og begges Personligheder
lige fra Hjerternes Brand til den dybeste religiøse Alvor var
til Stede i dem. Han udtalte ærligt i sit Brev, at dette hans Skridt
stod for ham som nødvendigt, men sandsynligt vilde have
hans Død til Følge. Hun besvor ham for Jesu Kristi Skyld og
ved hans Faders Minde ikke at forlade Livet og hende, hvad
der vilde have ogsaa hendes Død til Følge.
Men de havde ikke samme Religion. For Søren Kierkegaard
var Gud den, der havde straffet et Barns Forbandelse paa
Heden ved at forbande Barnets Liv indtil Olding, og ladet
Forbandelsen gaa videre til dennes Søn ved at nægte ham
Menneskelykken, at ægte sin Elskede. Med umiddelbar, men
dybsindig Fornemmelse af denne Forskel i deres religiøse Tro
havde derfor hun i sit Brev ikke besvoret ham ved Gud, men
„for Jesu Kristi Skyld og ved hans Faders Minde". Men
forgæves. Thi var Kristus andet end den aabenbarede Gud? Og
var ikke netop Faderens Minde den blivende Mindelse om, at
dennes Forbandelse ogsaa strakte sig til Sønnens Ægteskab og
forbød dette, altsaa just det, der mest afgørende skilte ham
fra hende?
I denne sin Vaande havde han kun to Muligheder. Enten
Døden eller Forsøg paa ved egen Kraft at spinde Livet videre.
Døden? Laa den ikke allerede i Faderens Forbandelse,
at hele Slægten ved en snarlig Død skulde udslettes? At leve
paa denne Tanke var næsten værre end straks at dø. Han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
