Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
320
om Bord af sine to sidste Nærmeste — Broderen Peter
Kierkegaard og Vennen Emil Boesen, — der lige saa lidt som andre
forstod ham og kun vemodigt kunde vinke Farvel.
14.
Søren Kierkegaard kom til at sande, at „der er intet slettere
Middel end at ville bort". Næppe var han om Bord og følte sig
ganske ene, førend Minderne om alt, hvad han havde tabt og
selv forspildt, brød ind over ham, og Sorgen som eneste
trofast, uafrystelig Ledsager fulgte ham. Han havde kun een
Fortrolig tilbage, sin „Journal". Til den betroede han sig da nu
mere aabent end sædvanlig.
Allerede om Bord i Dampskibet nedskrev han følgende
Enesamtale mellem sig og sin paatrængende Ledsager, Sorgen:
„De vita. E vita [om Livet; ud af Livet]. Dampskibs-Kahyt".
„Du siger, „hvad jeg har tabt eller rettere berøvet mig selv";
hvad jeg har tabt, ak, hvor skulde Du vide eller forstaa det.
Naar der er Tale herom, gør Du bedst i at tie, og hvor skulde
nogen vide det bedre end jeg, som havde gjort hele min uhyre
reflekterende Sjæl til en saa smagfuld Indfatning som muligt
for hendes rene dybe; — mine mørke Tanker — mine
tungsindige Drømme—mine glimrende Forhaabninger—og over alt
dette min hele Ustadighed, kort alt det Glimrende ved Siden
af hendes Dybde; — og naar jeg da svimlede ved at skue ned
i hendes uendelige Hengivenhed, thi intet er dog saa uendeligt
som Kærlighed — eller naar hendes Følelser ikke saaledes
sænkede sig ned i Dybet, men de i Kærlighedens lette Spil
dansede hen derover; — hvad jeg har tabt, det Eneste, jeg elskede,
hvad jeg har tabt, i Menneskers Øjne mit ridderlige Ord, hvad
jeg har tabt, det jeg altid har og altid skal, ogsaa uden at frygte
dette Stød, sætte min Ære, min Glæde, min Stolthed i: — at
være trofast____Dog min Sjæl er saa urolig som mit Legeme
i det Øjeblik, jeg skriver dette, i en Kahyt rystet af et
Dampskibs Dobbeltbevægelser."
I Bladranden ud for denne Optegnelse er tilføjet de næsten
oprørske Ord mod den Gud, der havde budt ham at handle
saaledes: „Og tungt er det for mig i dette Tilfælde, hvor jeg
■saa gerne vilde handle, at se mig anvist som min eneste
Virksomhed, hvad man ellers overlader Kvinder og Børn — at
bede."
Skibets Rysten og Bølgebruset udenfor dyssede ikke hans
Sind i Ro. Billedet af hende steg kun des tydeligere op for ham.
Ringens Aand randt ham i Minde. Det var den Ring, som han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
