Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
327
De Forventninger, han havde sat til Schelling, blev skuffede.
Dette er kort og klart udtrvkt i følgende Slutningsord om
Forelæsningerne i det sidste Brev til Boesen: „Schelling vrøvler
grænseløs baade i extensiv og intensiv Forstand." Søren
Kierkegaard var da henvist til selv at søge, selv at finde, selv at
fremstille den Løsning, der passede for ham. Det samme gjaldt om
Forholdet til hende. Men begge Dele satte ham i blivende Uro.
Var maaske denne Uro netop selv Svaret paa det, han søgte?
Stundum foresvævede det ham, som var det saa, ikke mindst
naar det gjaldt Forhold, der angik hende. Thi hvad er Uro
andet end den pulserende Lidenskab?
„Lidenskab, det er dog Hovedsagen, det er den egentlige
Kraftmaaler for Menneskene. Derfor er vor Tid saa ussel,
fordi den ingen Lidenskab har. Dersom min gode Jonas Olsen
[Regina’s Broder, teologisk Kandidat 1842, død som
Sognepræst i Stenderup ved Vejle 1902], som han skrev i hin
mindeværdige Billet, virkelig kunde hade, som Ingen før har hadet,
saa vilde jeg prise mig lykkelig ved at være bleven Samtidig
med ham, lykkelig ved at være bleven Genstanden for dette
Had — det er dog en Kamp."
Men Had er kun Lidenskab for den, der hader, ikke for den,
der hades. „Stundum falder det mig ind: Naar jeg kommer
tilbage, maaske vil hun have sat sig fast i den Tanke, at jeg var
en Bedrager; sæt, hun havde Kraft til at knuse mig med sit
Blik (og det kan krænket Uskyld gøre). — Jeg gyser ved
denne Tanke, det er mig forfærdeligt, — ikke at lide dette —
det vilde jeg vel, naar jeg vidste, at det var til hendes Bedste —
men det rædsomme Spil med Livet, der ligger (teri, saaledes
at bringe et Menneske, hvorhen man vil."
Lidenskaben er den handlende, men den Lidende er kun
Lidelsens Indehaver. „I Sandhed, der er et Lidelsernes
Samfund med Gud, en Taarernes Pagt der i og for sig er saa saare
skøn."
Men „denne rædsomme Uro — i ethvert Øjeblik ligesom at
ville overbevise mig om, om det dog ikke var muligt at vende
tilbage til hende, o Gud give, jeg turde det! Det er saa tungt, jeg
havde sat det Sidste, jeg haabede i Livet, paa hende, og jeg maa
berøve mig det............Jeg gav mit Forhold til hende den
Fortolkning, at jeg er en Bedrager. Menneskeligt talt er det den
eneste Maade at frelse hende paa, at give hendes Sjæl
Spændkraft. Min Synd er, at jeg ikke havde Tro, Tro paa, at for
Gud er alt muligt; men hvor er Grænsen herimellem og at
friste Gud; men min Synd har det aldrig været, at jeg ikke
elskede hende.......Ak, hvis jeg turde vende tilbage til hende,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
