Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det hvide Hus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
HERMAN BANG 180
Og hun gav sig til at synge, siddende paa Hugge-
blokken, i Dampen, rød i sine Kinder, saa glad
:
Lisbet! Lisbet!
O, hvor er Du sød og net!
Se paa mig ret,
Lisbet! Lisbet!
O, hvor er Du sød og net!
De sang alle med i Dampen og Osen, Pigerne og
Børnene og Tine, men Moderen var allerede inde i
Dagligstuen
:
— Tine, Tine, raabte hun : lad nu dem.
Hun var falden ned i Gyngestolen. Hun var bleven
træt af alt det meget ingenting.
Alle Dørene stod aabne, saa Kageosen trængte ind,
Piskejernene gik og Ovndøren klaprede.
— Aa, Tine, tag mig mine Breve, sagde Moderen.
Det var Brevene fra Sekretæren, alle Moderens Ung-
domsbreve fra hendes Moder igen og fra hendes Ven-
inder og fra hendes Fader. De laa saa fint i Pakker,
gulnede, sammenfoldede som i den Tid, man ikke brugte
Konvoluter, med visnede Violer imellem, ombundne
med Baand.
Moderen elskede dem.
Hun læste dem ikke. Men hun blev siddende med
dem i sit Skød.
Og hun fortalte.
Om sin Fader, den gamle Postmester med det høje
Halsbind — en af de rigtige Embedsmænd, en af dem,
som altid troede, de skulde være vrede, naar de var i
Funktion. Bønderne kaldte ham for „Fa’er“, men de
skjal-v. naar de skulde gøre ham „Ulejlighed“.
Og hendes Moder, bunden til sin Rullestol af Gigt,
saa sart og fin, som havde hun ingen Krop, og bleg af
Ansigt, et Ansigt uden Farve og en af de Munde, der
ikke gerne taler, for den har talt sig træt og nu gem-
mer den over sine Hemmeligheder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
