Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det hvide Hus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
181 DET HVIDE HUS
— Ja, hun tav stille, sagde Moderen og saå frem for
sig, med Brevene i sit Skød.
Det var, som om en pludselig Mathed faldt over
hende, og hendes Stemme blev forandret
:
— Men det lærer vi vel alle, sagde hun.
Faderens Skridt lød med ét gennem Stuen.
— Det er kun mig, sagde han.
Moderen bøjede sit Hoved.
Lidt efter talte hun igen — men ligesom hastigere.
Hun fortalte om sine Veninder, de unge Piger fra den
hvide Gaard.
— Aa, vi havde vore Stuer øverst i Taarnet, sagde
hun: og naar vi slog vore Vinduer op, saa saå vi
Havet . .
.
Moderen slog sine Hænder ned i Skødet:
— Ja, Gud véd, hvordan, sagde hun : men det er
gaaet dem alle galt.
Sløjt var de blevet gift og fejl var de kommet afsted
og spredte var de over Jorden.
Det eneste, de havde bevaret, det var Pengene og
Fornemheden.
— De havde for hedt Blod, sagde Moderen : jeg
tror — og hun tav et Nu — at der var Elskovssyge i
Slægten.
Undertiden kom der Breve fra dem, fra Byerne og
Landene, hvor de sad som Baronesser og Grevinder,
gifte med Landflygtige og Spillere.
En af dem boede i Nord-Italien.
Moderen græd altid, naar hun fik Brev fra hende.
— Aa, hun blev gift, sagde hun, med den gamle
Knark
:
— Nogle siger, det er en Lord og nogle siger, han
har været Skomager.
Men hvert Aar kom der fra den Veninde ogsaa Breve
fra København.
Hun var hjemme at se Sønnen.
— Det er jo det eneste, hun elsker her i Verden,
sagde Moderen til Tine.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
