Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det hvide Hus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
HERMAN BANG 104
— Aldrig skreg Uglerne i Kirketaarnet, uden imod
Dødsfald i Sognet.
— Det véd da Degnens, sagde Moderen, og hun
nikkede.
Om Vintereftermiddagene gik Moderen med Børnene
paa Besøg. Alle Børnene pludrede, mens de gik gen-
nem Alléen, rundt omkring Moderen som en Fugleunge-
flok.
Oppe ved Enden af Alléen boede Sognefogden.
Fin og pæn og hvid laa Gaarden stor og bred, midt
paa den hvide Mark, lukket med en grønmalet Port.
Der var de Dage, hvor de gik ind om til Sogne-
fogdens.
Sognefogdens „Kvind“ gik straks i Køkkenet.
Hun sagde sit Goddag med en Stemme, man ikke
hørte, rakte En en fugtig Haand, man ikke fik fat i, og
gik i Køkkenet for at sørge for Mad. Man havde ikke
været ti Minutter hos Sognefogdens, før Bordet bug-
nede. Der var altid Ribbenssteg og Rødbeder ved Siden
af Sylte. Brødskiverne var saa store som et Landkort.
Sognefogden var en tyk Mand, der havde Frakke til
Brug ved Altergang og Marked i Augustenborg, men
som ellers var i Skjorteærmer. Han sagde aldrig noget,
men lo altid, saa hele hans Krop rystede.
Moderen satte sig fortvivlet til Sylten.
Men kom hun hjem fra en Sognefogedvisit, maatte
hun altid have et Glas Rødvin til at skylle Fedtet ned
med.
Der var gaaet Aar hen, og altid gik det ens hos Sogne-
fogdens : at Konen gik i sit Køkken efter sit Goddag, og
Manden, i ham begyndte det, bare han saa „Moderens“
Ansigt, at klukke, saa hele den lille Mellemstue skjalv.
Men saa en Dag, det var en Mørkning, slæbte der
sig noget som en tung Byldt ind i Dagligstuen hjemme.
Og Byldten — det var ikke andet end Tørklæder og et
stort Sjal og et lille Sjal — kom ikke længer end til
Stolen ved Bogskabet, men dér faldt den ned som en
tung Dyne falder, og Byldten græd og græd og græd.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
