Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det hvide Hus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
199 DET HVIDE HUS
Katten rørte lidt paa sig og Moderen skottede hen
efter den — ti for Katten var Moderen bange ; den holdt
ikke af Fremmede, den vilde ha’e, Elsebeth og den
skulde være ene.
— Ja, En sidder og venter, sagde Elsebeth.
— Først lever En og saa tænker En tilbage og saa
tilsidst sidder En bare og venter.
— Gamle Folk bliver kloge, sagde Moderen.
-Ja.
— Men det nytter dem ikke, Madam, og heller ikke
de andre. For Blodet er Blodet, og det vil syde, til det
bliver mat eller koldt.
Elsebeth saa paa den ældste Dreng — hun havde
saa klare Øjne, men de sad dybt —
:
— Han vil ogsaa en Gang faa Blod nok, sagde hun
:
— Blod nok og Taarer nok faar man paa samme
Tid.
— Hvad siger hun? spurgte Drengen.
Men Moderen svarede ikke.
Elsebeth tav en Stund, mens Katten havde aabnet
sine Øjne.
— Saa er det Modersorgens Tid, men ogsaa det gaar
over.
— Hvad siger hun? spurgte Drengen.
— Der er Mødre, som dør, mens deres Børn er
smaa, sagde Moderen.
— De har det bedst, sagde Elsebeth.
Der var stille i Stuen. Ogsaa Uhret var gaaet i Staa.
Elsebeth trak det ikke mere op. Naboens Kone kom til
sin Tid — efter Solen — og bragte Elsebeth op og
bragte Elsebeth til Hvile.
— Men tilsidst saa tænker man kun, hvad vel det
Hele skal til.
— Hvad mener Elsebeth?
— Jo, Madam, for Gud er for stor og han kan hel-
ler ikke ha’e no’et med os at gøre.
— Vi véd det ikke, Elsebeth, sagde Moderen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
