Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det hvide Hus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 198
— Han har kun haft Blod ... og nu er det blevet
koldt.
Faderen svarede ikke.
Men Moderen sad et Øjeblik
:
— Menneskene burde altid blive gamle, før de skal
dø, sagde hun.
— Stella, saa Du taler.
— Jo, det er sandt. For saa har Lidelserne altid givet
dem en Slags Sjæl.
Hun tav lidt:
— Ungdommen har kun Blod.
Det var, som var Moderen i et hemmeligt Oprør:
— Jeg kan ikke glemme det Ansigt, hvor der intet
var
Hele Øen mødte til Begravelsen.
. . , Men kom man forbi Sognefogdens Gaard, laa de
smaa Husmandshuse bag Gærderne. Deres Vindues-
karme var grønmalede og deres Døre var grønne, men
selv var de hvide midt i Sneen.
Moderen nikkede til hver Rude og Børnene nikkede
efter, og den ældste Dreng løb i hver Snedrive, der var
kastet op langs Vejen
:
— Saa den Dreng gaar, sagde Moderen.
I det yderste Hus boede Elsebeth.
Hun var den ældste i Byen. Hun var vist hundrede
Aar. Der var saa stille i Stuen, at Børnene syntes ikke
en Gang Katten turde knurre. Eller maaske havde den
glemt det. For den var ogsaa gammel og laa ved Sen-
gen. Men naar den gad aabne sine graagule Øjne, saa
troede man, den vidste mange Ting.
Før i Tiden havde Else spundet — spundet, spundet.
Men nu var Rokken stillet hen.
Den stod ved Karmen. Den stod som et Ur, der alle-
rede er runden i Staa.
Elsebeth nikkede til Moderen, naar hun kom.
Stemmen kom saa dybt nede fra det svære Bryst:
— Ja, jeg sidder her, sagde hun.
— De sidder jo godt, Elsebeth, sagde Moderen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
