Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det hvide Hus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
249 DET HVIDE HUS
sine Ben under hendes Bord, før hun begynder at tale
om Konfessionerne.
— Lille Du — det var pludselig til den ældste Dreng
— en artig Dreng skyder Brystet frem og Skuldrene
op, naar han spiser. Saa sidder man rank ...
— Og jeg finder nu — fortsatte hun uden Overgang,
vendende tilbage til Jane og Konfessionerne — at den
Slags Ting afhandler man ikke over Maden.
— Man kan spise hos Biskoppens en første Juledag,
og Religionen og den Slags berøres ikke med en Sta-
velse . .
.
— Det passer dog virkelig ikke til slebne Glas og
Porcellæn.
Tante Anna gik over til at tale om Glas og Porcel-
læn overhovedet.
Hun talte om et Glaspusteri i Sydfrankrig
:
— Hvor man. Du, sagde hun til Faderen, virkelig
faar vidunderlige Ting .... Men, kære, nu falder det
mig ind, hvorfor ser man aldrig iaar dine kønne slebne
Karaffer.
— Dem til Madeiraen.
Blodet fløj Moderen til Hovedet — hos Tanterne gik
aldrig noget i Stykker.
— Ja, Margrethe slog — Du husker — slog ... kom
til at slaa den ene itu ...
— Ja, hvor er Margrethe? Den nette Pige, jeg husker
hende jo godt, den nette og vævre lille Person, sagde
Tante Bothilde.
— Hun kom galt afsted desværre, saa hun maatte
ud af Huset . .
.
— Hun osse, sagde Tante Anna.
Men Tante Bothilde brød, med et ilsomt Blik over til
Børnene, ind med et:
— Naa.
Det eneste „Naa“ lød, som blev en jernport slaaet til.
Og der blev ikke talt mere om Karafferne.
— Lille Stella — det kom et Sekund efter „Naa’et“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
