Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det hvide Hus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
HERMAN BANG 254
Ladyen tav lidt. Saa sagde hun
:
— Er Elskov andet end at føle Begær og at undse
sig derved?
— Kan Du intet af hans Digte, sagde Moderen.
— Et enkelt, sagde Ladyen.
— Sig os det, sagde Moderen.
Ladyen lænede sig tilbage i sin Stol, og paa sit lidt
fremmedartede Sprog, der gav Ordene en sær Klang,
sagde hun langsomt:
Jeg elsker Dig, som Havet elsker
den hvide Kyst, som det beskyller,
dækkende og altid den bedækkende
med et evigt Kys.
Saadan som en Elsker kan
fra Fodens Saal til Tindingens skønne Bue
føre sin søde Læbe
langs den Elsktes ganske Legem,
for, i Salighed, det alt at eje ...
Saadan elsker jeg Dig —
saadan.
Nej, jeg elsker Dig som Solen elsker
Aftnens gyldne Skyer,
der favner den og helt den favner,
mens stolt, en sidste Gang, den hilser
Jordens usle Herlighed og dør.
— Du kan et andet, sagde Ladyens Søster,
— Ja, sagde Ladyen, jeg kan endnu et.
Og i den samme Stilling, uden at røre sig, sagde hun,
og hendes Altstemme farvedes blødere:
Naar i de lange Nætter
jeg ensom hviler
og ingen ser mit Ansigt
og ingen mine Øjne, der er tørre —
da tænker jeg:
Hvis jeg var død,
vilde Du dog komme
og knæle ned,
der hvor jeg hvilte,
og min Haand, som Du nu skyer,
vilde Du tage.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
