Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det hvide Hus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
257 DET HVIDE HUS
hun langsomt — ganske langsomt — anslog nogle Ak-
korder, halvt sang hun til en Melodi, hun selv havde
fundet, de fremmede Ord
:
Som Planten visner,
for dens Rod er uden Væde,
som Blomsten bliver bleg,
for Solen naa’r den ikke,
saa bleges jeg og visner hen,
for Du har ej mig kær —
Det var tyst.
Over Haven, over Markerne, over alle Enge skin-
nede Høstens Stjerner.
Veninderne rejste, og Høsttiden kom, hvor de tunge
Sædvogne rullede ind gennem Gaardlaagen, og Mode-
ren og Tine sad paa Toppen af Læsset ved Siden af
Pigerne, mens Børnene hujende boltrede sig i Loen,
der fyldtes.
Moderen sprang ned i Armene paa Lars og skreg:
— Hold mig, hold mig!
Bag efter var hun bange for Ørentvistene, saa hun
klædte sig af lige til Skindet.
Ogsaa Høsttiden gik og Septembers stille og hvide
Dage kom, og Haven laa lysende og ganske tyst, og
ingen Myg en Gang summede over Dammen.
Moderen sad mest paa den hvide Trappe og lod sig
bage af Solen, mens Tine syslede i Haven ved hendes
Fod. Poplerne langs Alléen fik gule Blade og blev lige-
som højere i den tyndklare Luft.
Moderen frøs sammen
:
— Hvor Skyggerne bliver lange, sagde hun.
Tine bandt Roserne op og saa ud over Plænerne:
— Ja, sagde hun, vi er langt henne.
Men Moderen, der stirrede ud over de solklare Bede,
H. B I 17
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
