Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - „Frøkenen“ (Præster)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 14
alting, som det vil : Vinranken op ad den høje Gavl til
Naboen og Roserne langs Baghuset og alle Liljerne i
det store Bed. Der er kun det ene med en Gang om,
som er ganske smal, saa hvis man vil forbi, bliver man
hvid paa Ærmet af Kalk fra Naboens Væg; men stort
er Bedet, og mange Slags Blomster skal der være —
hvad der nu ikke er let at se, for de store hvide Liljer,
de har som sagt faaet Lov til at vokse, som de vilde,
og de er groet op til en hel Skov, fuld af hvide Kroner.
Men der maa baade være Roser og Klokker i Bedet,
for der er altid Roser i Frøkenens Kranse. Sommetider
nogle smaa blege nogle, Liljerne tager jo Solen, men
Roser er der. Og det er mange Kranse, Frøkenen bin-
der hele Sommeren baade til kendte og ukendte. Hører
Frøkenen, at En er død paa Fattiggaarden, en Stakkel,
som hverken havde Ven eller Slægt, og der har maaske
ikke engang været en venlig Haand til at lukke hans
Øjne, saa plyndrer hun straks sit store Bed og binder
Kranse ved Bordet under den gamle Hyld.
Hun siger, det er altfor tungt at se en Kiste uden
Blomster.
Men oppe under Hylden i Krogen kan der ogsaa
være Lystighed — naar der kommer fremmede til Kaffe,
og Frøkenen vimser ud og ind med Sølvkanden og
Kringlerne paa et Fad. Frøkenen selv har ikke megen
Ro, hun gaar fra Køkken til Have, henter Fløde i Flue-
skabet og de nedsukrede Jordbær ovre i Baghuset, og
hun er bange for, at de ikke alle skal faa smagt paa
Hyldesaften. Men de unge Piger, hendes Gæster, de ler
og ler, fordi de sidder saa knebent, at de næppe kan
røre Armene. Og den, der sidder yderst, bliver hele
Tiden puffet ned — over i Liljerne. Frøkenen har altid
saa mange, som maa med, og hun siger, der bliver nok
Plads. Vi hjælper os, siger hun, og de unge Piger synes
just, det er morsomt.
Men flest er der dog paa den Tid, hvor „Træet bliver
modent". Det er Kirsebærtræet, lige ud til Gaarden og
ud over Smedens Stakit. Der ved Stammen er Havens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
