Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den sidste Aften (Tunge Melodier)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN SIDSTE AFTEN
Det var blevet den sidste Aften. Fest var fulgt paa
Fest, og rundt i hele Sognet var „Kandidaten"s Skaal
blevet drukket baade i Champagne og Kirsebærvin.
Saadan var Ugerne gaaet, og nu var det den sidste Dag,
ud paa Aftenen.
De sidste Timer vilde man have for sig selv og være
alene ; de syntes alle, de havde nok af Fester. Desuden
var det en lang Afsked, man i Aften havde for sig,
lang og smertelig; thi Batavia er meget langt fra Dan-
mark, og til Batavia skulde han. Derfor mente ogsaa
Enkefruen, at i Aften maatte enten de stærkeste Lænker
bindes, eller alle Baand brydes . . . Hun havde lejet en
Vogn, og de var kørt over til „Vænget", men Stem-
ningen havde været mat paa Turen. Selv Præstens Jo-
hanne — den eneste Gæst foruden ham — havde været
adspredt og forstemt. Fruen og Marie, hendes ældste
Datter, havde uafbrudt syslet med Kaffen, først med at
lave til og siden med at tage af Bordet; de tre andre
skulde spadsere. Men naar de kom til en snævrere Sti,
hvor Underskoven mørknede og gjorde Vejen mere
dunkel, kom Johanne altid bag efter eller foran de andre
;
snart skulde hun plukke Bregner inde mellem de høje
Stammer, snart fandt hun noget Mos, der var saa fri-
stende blødt, at hun maatte prøve at sidde paa det.
Naar hun saa atter traf de andre, saå hun hurtigt spør-
gende først paa hende og saa paa ham. Men hun var
bestandig bleg og adspredt, og h a n bestandig munter
— en sorgløs Munterhed, der havde glemt Batavia og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
