Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den sidste Aften (Tunge Melodier)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 20
som ikke tænkte paa Afsked. Da de kom ned til Vog-
nen hviskede Johanne til Marie : Det vil gaa bedre
hjemme.
Der blev ikke talt meget paa Hjemturen. Og netop
fordi alle følte, at der maatte tales, kunde ingen. Han
var ogsaa blevet tavs ; maaske var det Sommeraftenens
Vemod, der dræbte Latteren paa hans Læber, maaske
var han nu ogsaa kommen til at tænke paa, at det dog
var hans Barndomshjem, der, dækket af Aftenens Taager,
for sidste Gang laa for hans Blik. Men da de andre
lagde Mærke til hans Tavshed, blev deres Forvent-
ning, der havde været kvælende som en betagende
Angst, atter vakt til Liv, og Johanne vandt sin Munter-
hed tilbage. Hun gav sig til at synge en af Heises Ro-
mancer, Marie faldt ind efter første Vers. Tonerne flød
sammen med Sommeraftenens Stemning omkring dem.
Ude bag Bakkerne i Vest gik Solen ned ; Højdernes
bløde Omrids bliver skarpe som Silhuetter mod den
rødligflammende Baggrund. Neden for Bakkerne i Mosen
bølger Taagen som tusinde Slør: Mosekonen brygger.
Og set i Afstand ser Taagen ud som en stor Sø, der i
Sommernattens Stilhed drømmende venter paa Dagen.
Nærmere ved Vognen, paa Markerne lige ved Vejen,
dufter de sødlige Kløverblomster omkring dem. Og
Dæmringen bliver tættere ...
Man kom hjem, og man satte sig til Bords, men Enke-
fruens Retter stod næsten urørt, han var den eneste,
der spiste. Hans Stemning havde vekslet, og han var
igen bleyen munter ; han spøgede med Johanne, drak
paa „det, hun vidste nok", ønskede Marie Held med
sit Udstyr og et glædeligt Bryllup og takkede Enke-
fruen i det tredje Glas Portvin. Emilie sad ganske lige,
helt rank paa Stolen, men alting dansede for hendes
Øjne, og hun vidste, at hun vilde briste i Graad, hvis
hun blev nødt til at sige blot det mindste Ord. Graaden
sad hende i Halsen, saadan helt oppe i Struben, stem-
mende næsten for hendes Aandedrag. Men rank sad
hun.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
