Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chopin (Tunge Melodier)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
41 CHOPIN
Stille Kirkegaard, tæt og grøn som en fredet Lund.
Netop fredet. Byens Folk gaar ikke ud og ind paa denne
Kirkegaard. Børnene faar ikke Lov til at kravle mellem
Ligstenene. Alt er ganske tyst. En enkelt Sørgende
færdes mellem Gravene under de hængende Pile og
mellem de sørgmodige Tujaer, lægger en Krans paa
sit Gravsted og gaar stille, som hun er kommen.
Det er, som man var sky for Stedet, en hellig, ære-
frygtsfuld Skyhed. En Gang imellem aabner Graveren
den store Port med Jernkorset, og mens Klokkerne rin-
ger, strømmer alle Byens Folk sammen, baade Mænd
og Kvinder : Kirkegaarden har faaet en Grav til. Man
kommer for at sige Farvel som til en Slægtning — her
er alle i Slægt — en Slægtning, der er gaaet bort til
en lang Rejse. Og naar Præsten, mens alle blotter Ho-
vedet, har lyst Velsignelse over hans Bortgang, gaar
alle stille, som de kom. Saa lukkes den store Port, og
Kirkegaardens fredede Lund drømmer videre i Ensom-
hed og Tavshed.
Jeg mødte hende hver Aften i Alléen mellem Havnen
og Anlæget. Hun gik langsomt, stod ofte stille, saa ud
over Fjorden, gik lidt videre, lyttede efter Klokkerne,
som ringede til Solnedgang, gik igen med denne ejen-
dommelige, rolige Holdning, der straks havde været mig
saa paafaldende. Hun kom bestandig ned fra Gyden og
gik to Gange frem og tilbage, saa op om Anlæget og
hjem. Jeg vænnede mig snart til at vente hende. Denne
ranke, rolige Skikkelse med den glidende, lydløse Gang
voksede forunderlig sammen med Billedet af den mørke
Allé, den drømmende, duftsvangre Stilhed, Tavsheden
og den blundende Ro. Vi talte aldrig sammen. En Hil-
sen vekslet i Tavshed, og hun gled mig rolig forbi. Jeg
véd ikke hvorfor, jeg brød mig ikke engang om at høre
hendes Stemme eller se det Ansigt, hun dækkede bag
det brune Slør. Som hun var, passede hun ind i dette
Billede, maaske var hendes Stemme ikke melodisk eller
hendes Ansigt ikke smukt. Saa vilde kun Illusionen
være borte . .
.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
