Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ve den, fra hvem Forargelsen kommer (Præster)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VE DEN, FRA HVEM FORARGELSEN KOMMER
Præsten løftede sit Ansigt, og han saå, det var Dag.
Solstrømme faldt over Haven.
Dorsk stirrede han paa en Guldregns Pragt nær sit
Vindu, og han saå paa Bedet med højstammede Roser
og sagde : Ja —^ de trænger til Vand. Men hans søvn-
løse Øjne sved ved Dagens Skær og vakte ham. Det
var Dag. Og ludende følte han over sig al Livets Byrde.
Men pludselig harmedes han ; og han hævede vredt
et Par knyttede Hænder til Trusel mod Lyset : Han
truede Dagen og Solen. Han rejste sig og rev Persi-
ennen ned ; hver Stribe Sol lukkede hans rystende Hæn-
der ude med Omhu. Saa lagde han sig hen paa Sofaen
i Krogen, sammenkrøben og rugende i Mørket.
I krympende Fortvivlelse havde han vredet sine Hæn-
der, elendig som den byldslagne Job havde han stønnet
til Gud. Sine Haar havde han udrevet under Herrens
Svøber, og han havde kaldt ham Jehova og den almæg-
tige Eneste. Klynkende havde han bedt for Jesu dybe
Vunder ;
ynkelig havde han slæbt sig for Korsets Fod
til sin Frelser. Og alle Bønner, de var bedt, og hvert
syndepint Angstraab var sendt mod Himlen i denne Nat.
Men da Dagen kom, da pønsede han paa Hævn. Han
laa sammenkrøben, og han bed i sine spændte Knoer,
mens han pønsede paa Hævn.
Blod steg op i hans Tanker, og han længtes efter at
føle en varm Strube mellem sine Fingre ; og der var
ikke den Grumhed, uden at hans Hævn jo svælgede
deri, afmægtig og forbandende sig selv. Og snart logrede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
