Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Les quatre Diables - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
183 LES QUATRE DIABLES
Stod Fritz atter som Staldmester. Men hun kom ikke.
Ikke den Aften. Ikke den næste.
Saa lang Dagen var, tænkte han med Angst paa
:
„Naar hun kommer" ; og om Aftenen følte han en dump
Harme, et brutalt, men stumt Raseri, fordi hun ikke
kom.
Saa havde hun altsaa holdt ham for Nar. Saa havde
hun altsaa spottet ham. Hun, Kvindemennesket,
hun. Men han vilde hævne sig, han skulde finde hende,
Kvindemennesket, hende.
Og han saa sig selv dængende hende til med Slag,
sparkende hende med Hælen, krumpinende hende, saa
hun bøjede sig, saa hun krympede sig, saa hun laa halv-
død af hans Vold: hun. Kvindemennesket, hun.
Timer lang laa han om Natten hen i stum Rasen.
Og hans Attraa voksede sig fortvivlet grisk i hans
første søvnløse Nætter, han der aldrig havde ligget
søvnløs før.
Saa kom hun — den niende Dag.
Fra Trapez’en saa han hendes Ansigt — som han
ligesom mægtede at se med en anden Sans end Øjets
— og med et pludseligt Sæt, som i en Drengs sanseløse
Jubel, slyngede han sit skønne og slanke Legeme ud i
Luften, hængende i de strakte Arme.
Hele hans Ansigt straalede af et skinnende Smil, og
han svang sig atter op.
Amour, amour,
oh, bel oiseau,
chante, chante,
chante toujoms.
Sagte vuggede han det blonde Hoved i Takt med
Valsen ; og han greb Aimées Haand, fast og glad, som
ikke i mange Dage, og han talte til hende
:
— Enfin — du courage, raabte han højt.
Det lød som et Sejrsskrig.
Baglænds satte han fra og skreg, greb og fo’r, fløj
gennem Luften
:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
