Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Les quatre Diables - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 186
naar han talte til hende, ikke, at hans Øre var halvt
lukket, naar hun talte . . .
Og det var, som var de ikke sammen mer, selv om
de sad hinanden nær . . .
Og han pudrede ikke mer hendes Arme.
Det var igaar.
Han kom ind, saa hastig, utaalmodig, som han
nu plejede. Og hun rakte sine Arme frem imod
ham, og han kun stirrede paa dem, tankeløs, uden at
huske
:
— Saa pudr Dig dog, sagde han hidsigt og løb.
Og langsomt, uden at forstaa, pudrede hun den ven-
stre Arm, den højre ....
Aa nej, aa nej, hun havde aldrig vidst, at man kunde
lide saaledes.
Aimée lænede Hovedet til Vinduesposten, og Taa-
rerne begyndte at løbe hende ned ad Kinderne.
Nu vidste hun alt. Nu forstod hun . . .
Pludselig løftede hun atter Hovedet; hun hørte paa
engang Fritz, der havde givet sig til at nynne højt. Det
var „Kærlighedsvalsen".
Højere og højere nynnede han, nu sang han Or-
dene :
Amour, amour,
oh, bel oiseau,
chante, chante,
chante toujours.
Hvor glad han sang, hvor lykkelig. Hver Tone smer-
tede hende, og dog blev hun staaende: det var, som
om denne Sang genkaldte hende hele deres Liv.
Hvor godt hun huskede — hvor godt hun fra den
første Dag mindedes alting.
Louise raabte atter til hende, og mekanisk lukkede
hun Vinduet. Alen hun gik ikke i Seng, hun satte sig
kun stille i Krogen i Mørket.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
