Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Otto Heinrich (Stille Eksistenser)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
239 OTTO HEINRICH
— Tak, sagde hun. Tak. Hvor De er god.
Den gamle Frøken klappede hendes Haar med de
rystende Hænder.
Der blev til Natten redt for Priorinden i Frøken von
Salzens Sovekammer.
— Det giver mere Ro, sagde Frøken von Salzen,
mere Ro, naar man er to sammen . .
.
Et Par Dage efter fik de Telegram fra Otto Heinrich.
Han vilde komme hjem om Aftenen.
De sad stille hen Dagen lang, i svimmel og afmægtig
Angst : Om der var sket noget nyt. De turde ikke tænke
og tale. De glemte Arbejdet i deres Skød, foldede me-
kanisk Hænderne og sukkede uden at vide det. For
hundrede Gang sagde Frøken von Salzen :
— Men han
vil naturligvis blot se Dem, Barn — bare se Dem, og
troede det ikke selv.
Henimod Aften kunde Priorinden ikke mere holde
det ud i Stuen.
Det var, som skulde hun kvæles; der var ikke Plads
til Hjertet i hendes Bryst. Hun gik op og ned i Gan-
gene i Haven, blot med et Tørklæde om Hovedet. Hun
mærkede hverken Rusk eller Slud.
Men hun maatte gaa Plænen rundt og rundt.
Saa, da Tiden kom, da hun skulde hente ham, var
alt pludselig forbi. Uro og Angst. Hun følte kun en
eneste overmægtig Længsel efter at se ham. Hun skulde
se ham igen.
Og da Toget holdt, og hun saa hans Ansigt bag Vin-
duet, blegt og bevæget, og hun følte hans Hænder skæl-
vende i sine, og han bøjede sig ned over hende — hans
Øjne var fulde af Taarer —og kun kunde sige: — Lille
Mo’r — lille Mo’r! . ..
— Min stakkels Dreng —min stakkels Dreng! sagde
hun blot.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
