Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Otto Heinrich (Stille Eksistenser)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 240
Ja, han var kommen for at se dem! Ikke for andet
end at se dem.
Lykkelige Dage, de to, som kom. Ingen talte om det,
som nys var sket. Men som efter en stille Overenskomst
droges Frøken von Salzen ind i deres Liv.
Ellers vilde Otto Heinrich helst være alene — uden
fremmede
:
— Lad os være os tre, sagde han. Os tre — det er
bedst.
De talte om gamle Dage, om hans Barndom, om Fe-
rierne, da han var Kadet.
Otto Heinrich talte helst om det. Og de andre for-
stod det; mildt undveg de alt det, som kunde minde og
saare, og talte kun om den gamle Tid.
Stille, fortabt i Tanker saå Otto Heinrich ind i
Lampen.
— Ja — han havde lidt, den stakkels Dreng — han
havde gaaet noget igennem.
Naar han var gaaet til Ro, blev de to tilbage; stille
Glæde holdt dem sammen. De talte ikke saa meget,
Priorinden syslede rundt i Stuen, Frøkenen strikkede.
En Gang imellem sagde de en Sætning — spurgte og
svarede, altid om ham.
Den sidste Aften spadserede Otto Heinrich ene med
sin Moder i Lindegangen.
Han gik tavs. Priorinden syntes, han var saa bleg i
Halvmørket. Da de vendte sig for at gaa bort fra Allé-
en, hvor der var ganske mørkt, bøjede Otto Heinrich sig
hastig ned og kyssede sin Moders Haand
:
— Tilgiv mig, Mo’r sagde han, og Tak for alt.
Priorinden følte en Taare paa sin Haand.
Et Par Timer efter rejste Otto Heinrich.
Fire Dage efter fik Frøken von Salzen et Brev fra
Berlin.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
