Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Son Altesse (Stille Eksistenser)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG •
246
Prinsesse Maria Carolina lukkede Øjnene, som blev
de blændet; og uden at hun vidste det, brød nervøse
Taarer frem og løb ned over hendes Kinder.
Hun følte et Ubehag overfor dette Lys og Liv, stærkt
næsten som en fysisk Smerte. Det var, som Foraaret
derude pludselig overvældede hende. Svimmel saå hun
gennem Taarerne den flimrende Luft, og de fjerne Høj-
ders blaa Linjer kom i Bølgegang for hendes Øjne.
Prinsessen rejste sig og lukkede Vinduet. Hun slog
de lange stores for og satte sig i den halvmørke Stue.
Hun vidste ikke selv, hvorfor hun blev ved at græde.
Ellers græd Hendes Højhed kun om Søndagen i Kirken.
Hun sad og rokkede stadig frem og tilbage og saå
bestandig kun et og samme Billede — hun vidste ikke,
hvorfor og hvor det kom fra. Det var Aar og Dag siden,
hun havde tænkt blot med en Tanke paa sin Onkel,
Prins Otto Georg, Aar og Dag. Og nu saå hun ham,
som var det igaar hun var Barn og nysgerrig, staaende
paa Tæerne bag hans Stol, havde stirret saa tit paa
Onkel Otto Georgs Ild.
Onkel Otto Georg lagde Brændestykkerne til Rette
i Ovnen ; og saa slog han forsigtigt Ild med det lille
Fyrtøj og tændte Kvaset under Stykkerne. Flammerne
slikkede og Flammerne borede. Onkelen stirrede der-
ind, med Hagen begravet i sine Hænder, med de skin-
nende døde Øjne.
Maria Carolina turde ikke tale til Onkel Otto Georg.
Hun laa tavs paa Knæ ved Siden af hans Stol og saå
ind paa Ilden i Ovnen. En Gang imellem mærkede den
stille Prins, at Barnet laa der ; og Maria Carolina følte
Onkel Otto Georgs bløde Hænder glide saa sagte hen
over sit Haar. Det var saadan en blød og nænsom Gli-
den, frem og tilbage — længe. Sommetider faldt Maria
Carolina i Søvn, med Hovedet ind mod Onkelens Stole-
arm ; sommetider kom hun til at græde.
Onkel Otto Georg tog hendes Hoved mellem sine
Hænder, og med sin besynderlige trætte Stemme, der
kun havde én Tone, sagde han
:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
