Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Son Altesse (Stille Eksistenser)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 256
— Skal vi ikke lege, sagde Maria Carolina igen, men
sagtere.
Der kom intet Svar, bare nogle Smaagrynt.
— Vi ska’ lege „Munken", sagde Maria Carolina og
gik lidt frem igen.
— Kom.
Hun tog en lille Pige i Haanden : Du skal holde mig,
sagde hun.
Den lille strittede imod og begyndte at græde. Hun
borede sig ind i Klumpen af de andre, som stod og
skulede og snøftede — det trak op til en Stor-Skylle.
— Men — vi vil jo lege Munk, sagde Maria Caro-
lina.
Hun tog en anden om Armen ; den lille græd, som
hun havde en Kniv i Halsen.
Maria Carolina slap hende. Hun saå et Øjeblik endnu
paa de smaa, som snøftede i Klump. Saa vendte hun
sig og gik.
Mile Leterrier vaagnede. De vendte hjem til Slottet.
Men Signor Pestalozzi vidste ikke, hvad der dog gik
af Hendes Højhed i Timen i Dans og Bevægelse; Hen-
des Højhed begyndte pludselig at græde midt under
Kvadrillen, mellem de tre Stole, og Graaden vilde aldrig
høre op.
Maria Carolina pressede Læberne sammen og gjorde
sine Pas til Signor Pestalozzis Violin, mens Taarerne
løb hende ned ad Kinderne.
Men om Aftenen, da Mile Leterrier havde bundet
Handskerne om hendes Haandled og var gaaet ud og
havde lukket Døren og hun havde hørt hendes Skridt
bort gennem Gangen, stod Maria Carolina op igen og
knælede ned paa Gulvet og rakte Armene mod Himlen
og græd og græd og græd.
Hun bad til Gud med Hovedet ned i Tæppet. Maria
Carolina vidste ikke selv, men hun syntes, hun var saa
grænseløs, saa forfærdelig ulykkelig . .
.
Da var Maria Carolina vel en fjorten Aar.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
