Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Son Altesse (Stille Eksistenser) - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
295 SON ALTESSE
— Ja, sagde han.
— Hvad hjalp det hende? Han talte dybere, med
den mærkelige mørke Stemmeklang.
Hendes Højhed fo’r sammen.
— Nej, sagde hun sagte.
Josef Kaim rakte Hendes Højhed Sceptret. Tak,
sagde han: Hm —ja —det er sært med saadanne gamle
Ting . .
.
Hendes Højhed skælvede, da hun berørte Sceptrets
kolde Guld. Hendes Ansigt var saa blegt i Mørket.
De tav lidt. Derinde havde Komikeren vist igen gjort
sin Bevægelse.
— Jeg vil ønske Dem. al Lykke, Hr. Kaim, sagde
Hendes Højhed ; hun gik et Skridt frem.
Josef Kaim saa op. Han havde ikke før hørt, der var
saadan Velklang i Hendes Højheds Stemme.
— Jeg skylder Dem —Tonen lød lige mild —megen
Tak for i Vinter, megen . . .
Hendes Højhed rakte Haanden frem. Men Hr. Kaim
saa det ikke i Halvmørket. Han bukkede kun, mens
Maria Carolina bøjede Hovedet.
Maria Carolina holdt sig i et Nu mod Væggen, før
hun i Spisesalen drak det sidste Glas med sine Gæster.
Selskabet tog bort.
Ned ad Bjergvejen hørte man dets Latter og Sang.
— Grim er hun ; sagde Josef Kaim. Men en køn
Stemme har hun ; saa mærkelig blødt Organ — saa
„følt" det lyder ...
Maria Carolina stod i Karnappen. Hun havde slaaet
Vinduet op.
Over Højder og Dal var det Nat. Det var som al
Naturen udstraalede Friskhed og Vellugt, baade Skov
og Jord.
Maria Carolina bøjede sig langt ud af Karnappen.
Kastelianen havde ventet lige foran Porten ; nu slog
han den i og vendte tilbage over Gaarden. Alaria Caro-
lina hørte efter Sangen dernede.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
