Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En Fortælling om Lykken (Liv og Død)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
413 EN FORTÆLLING OM LYKKEN
— Berner, sagde hun, De maa med. Jeg skal over i
Drivhuset.
Men pludselig saå hun ned paa sine Atlaskes-Sko
:
— Ane Marie, Ane Marie, raabte hun, jeg maa have
nogle Klodser
!
Hun fik Klodserne, og Berner og hun gik ud gennem
Havesalen.
— Vorherre bevar’ os, sagde hun, giv mig Deres
Arm. Jeg falder paa Stylterne.
Og med Berner under Armen løb hun gennem Sneen,
over mod Drivhuset, mens Klodserne klaprede.
— Lys op, Eriksen, sagde hun, da hun kom ind i
Driveriet.
Og Førstegartner Eriksen, der var en bebrillet Mand.
som altid saå betænkelig ud, med et mistroisk Udtryk
i sit Ansigt, som om man bestandig vilde tage noget
fra ham, drejede paa den elektriske Knap.
Stolte stod de brede Palmer under alt det hvide Lys.
Alice svippede ud af Klodserne
:
— - Her er dejligt — hva’?
Hun gik frem under de store Træer. Berner fulgte
stille efter. Det var, som saå han bare hendes Slæb,
der flød hen over Gruset.
— Der er jo Roser, sagde hun.
Hun var standset
:
— De dér! sagde hun.
Hr. Eriksen bare klippede — en Smule haardt —og de
røde Roser faldt. (Frøken Alice havde selv bestemt dem
til Hofjægermesterindens Grav, det vidste Eriksen).
Alice blev ved at smile.
—• Tak, Eriksen, sagde hun.
Hun gik ud af Drivhuset, og hun talte hele Vejen
om sin Moder, som hun var kommen til at tænke paa:
— Hun var det fineste, jeg har kendt, sagde hun :
Saa sød og fin — og De véd ikke, hvor kønt hun sang.
Inde i Forhallen standsede hun et Nu og fæstede
Roserne i sit Bryst.
Hun holdt dem sammen med en Diamantnaal.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
