Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - „Men Du skal mindes mig —“ (Sælsomme Fortællinger)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
577 „MEN DU SKAL MINDES MIG —"
Jeg vil kun fortælle, hvad der er sket og som det skete.
Ja, akkurat og nøjagtigt saaledes.
Jeg havde kendt min tyske Ven fra hans første Ung-
dom. Jeg havde ogsaa fulgt den Lidenskab, som en Dag
betog ham, lige fra den allerførste Time.
Desværre, jeg havde ogsaa kendt den Kvinde, sorn
han elskede — og jeg vidste bedre end nogen anden
og altfor godt, at hun ikke var hans Tanker værd.
Og alligevel tav jeg. Jeg sagde ham intet. Jeg tav
— af Hensyn til ham, af Hensyn til hende — hvad véd
jeg? Maaske var det kun af Hensyn til mig selv. De af
vore Handlinger, som kunde synes vore ædelmodigste,
er undertiden i al Hemmelighed vore lumpneste eller
de fejgeste . .
.
Men den Dag, da min Ven fik alt at vide, gik han
ud og skød sig. Det var en Nat, og han skød Kuglen
lige ind i sit Hjerte, gennem hendes Billede, som han
havde stukket ind paa sit Bryst.
Den Slags Resoluthed er sjælden. Men den findes
altsaa.
Da jeg hørte om hans Død, var det mig, som var det
mig, der havde dræbt ham, og (det var det frygteligste)
jeg skulde erfare, at han virkelig var gaaet bort herfra
med et Nag mod mig i sit Hjerte
Thi inden han døde, havde han skrevet et Brev til
mig. Der stod
:
— Jeg gaar, fordi to har sveget mig, stod der, hun
og Du. Men Du skal mindes mig.
— Du skal mindes mig.
Han fik Ret. Han fik Ret. Hans Liv og hans Død
veg i lange og tunge Tider ikke fra min Tanke . . . ind-
til Tiden gik og langsomt havde skubbet hans Billede
bort. Thi de Levende maa beskæftige sig med de Le-
vende.
Vore døde Venner, aa, deres Skygger sidder kun som
Tiggere ved Kanten af vor Vej, (den Vej, som vi e n d-
n u Levende gaar) og hvor ofte kaster vi, med en flyg-
tig Tanke, en Almisse i deres fremstrakte Hænder?
H. B II 37
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
