Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - „Men Du skal mindes mig —“ (Sælsomme Fortællinger)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 578
Der kunde gaa Uger og der var gaaet Maaneder,
hvor jeg ikke skænkede min døde Ven en Tanke.
Men saa ... ja, saa hændte det. Altsaa det, at jeg en Nat
saå ham . . . det vil sige, nej, lad mig fortælle det nøjagtigt.
Thi naturligvis, det er min Hjerne, som har fungeret
slet og som har været angrebet — just som den syntes
sundest. Men der er alligevel en Biomstændighed, som
maatte forvirre mig den Gang og som, jeg tilstaar det,
forvirrer mig endnu, endnu, mens jeg tvinger mig til at
tænke paa det.
Jeg havde tilbragt min Aften med Læsning, og, før
jeg gik i Seng, havde jeg leget med Værtens lille Hund.
Jeg havde spist til Aften og jeg havde været i en fuld-
kommen og uforstyrret Ligevægt. Da jeg sov ind,
brændte den lille Lampe, som sædvanlig, ved Siden af
min Seng, paa mit Bord.
Og jeg havde sovet ganske roligt, uden Drømme,
meget roligt.
Men pludselig vaagnede jeg og havde en Fornem-
melse af, at nogen havde aabnet Døren, og at der var
kommet nogen ind i Stuen.
Jeg vendte Hovedet og sagde (og var aldeles ube-
kymret),:
— Er det Dem, Andreas?
For Andreas var Tjeneren, og jeg troede, det var ham.
Men ved Døren saå jeg ingen, og der var ingen, der
svarede mig.
Saa paa én Gang — og Himlen véd, at blot et Se-
kund før havde jeg ikke saameget som tænkt paa at
gøre det — vendte jeg mig om i Sengen og løftede
Hovedet og der, i Lænestolen, hvor jeg plejede at sidde
og læse, der, i Krogen, ligeoverfor mig — sad han,
han, min Ven, der havde skudt sig, han, som jeg ikke
havde tænkt paa i mange Uger — sad dér lyslevende
:
I sin graa Uniform med sit skægløse, lige, sørgmodige
Ansigt, ubevægelig — sad han dér i Lænestolen og
stirrede frem paa sine egne Støvlespidser, saadan som
han plejede . .
.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
