- Project Runeberg -  Værker i Mindeudgave / Andet Bind /
593

(1920-1921) Author: Herman Bang
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Stærkest — (Sælsomme Fortællinger)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

593 STÆRKEST —
med sine lange Ben, som han plejede, naar det Hele
var ved at slaa sammen om ham —
:
— Han er umulig. Men De maa altsaa afrette ham.
Og han har det i Kroppen.
— Hvor gammel er han? spurgte jeg.
— Han er vel en og tyve Aar eller to og tyve —
hvad véd jeg!
— Og han har sagtens aldrig spillet Komedie? ind-
skød jeg.
Direktøren lo
:
— Nej, men nu faar De ham at se imorgen.
— Næste Formiddag, da jeg kom ind i Direktionens
Kontor, stod der, ved Døren, et ungt Menneske, Han
stod lige ved Døren. Jeg troede, det var et Bud fra en
Forretning og lagde ikke Mærke til andet end at han
var urimelig mager. Jeg satte mig til at læse Breve, da
Direktøren kom ind og Budet, han stadig stod der . .
.
— Naa, Godmorgen, sagde Direktøren og (jeg hu-
sker det godt) han sagde en hel Del saadan som en
Mand, der er genert og forlegen, før han slog lidt ud
med sin Haand derhen mod Døren, mod Budet:
— Ja, sagde han : det er altsaa Hr. Crangier.
— Jeg havde drejet mig
:
— Det — det var Hr. Crangier, d e t var Elias.
— Budet var Elias.
— Jeg vilde have sagt noget — men jeg standsede:
Stakkel, hvor forskrækket han dog saå ud. Han havde
meget store Øjne (han sulter, sagde jeg til mig selv) og
hans Hals var saa tynd som hos en Fugl eller hos en
Olding. Nej, saa skræmte har jeg aldrig set et Par
Øjne og et Par Hænder . .
.
— Det er Hr. Crangier? sagde jeg kun.
Mens han, Budet, blev ved at kramme om sin elen-
dige Filthat, som jeg er vis paa, man kunde se igen-
nem, og Direktøren sagde
:
— Nu taler De altsaa med Crangier, Kære. Rollen
kan han.
— Og Direktøren gik og vi, vi andre to blev alene
H. B. II 38

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 14:23:32 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/bang/2/0599.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free