Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Stærkest — (Sælsomme Fortællinger)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
607 STÆRKEST
Dag paa Gaden — og han gik ind i Skabet og jeg
lukkede Døren.
— Skrig saa, raabte jeg.
— Han skreg.
— Igen, raabte jeg.
—- Han skreg igen.
— Højere . .
.
— Ja.
— Igen . .
.
— Saaledes lærte han tilsidst at skrige af Rædsel for
Mørket.
Manden fra Norden nikkede langsomt, og mens han
krængede sin Alund nedad, sagde han
:
— Man kan lære et Menneske alt.
Og idet han pludselig saå fra den ene af os til den
anden, sagde han
:
— Vil De høre mere?
Ingen af os svarede. Carville havde dækket Ansigtet
med sine Hænder.
— Det var altsaa — og Herren fra Norden sad atter
som før med Hagen støttet mod sine Hænders Knoer
— Førsteforestillingen, som endelig var kommen. Jeg
arriverer altid tidligt de Aftener, mens der endnu ingen
er og der er mørkt og ingen kan se mit Ansigt. Kun
Maskinfolkene lister omkring, lydløse paa deres Fødder,
som nogle Skygger. Ogsaa de hvisker, til pludselig en
Strøm af Ord kan staa ud af deres Munde som et skid-
dent Springvand, og de tier igen og lister videre.
— Ogsaa den Aften var jeg kommen tidlig, og Skue-
spillerne, der ikke kendte mig i Mørket, havde sneget
sig forbi mig uden Hilsen for at lukke sig inde, hver
med sin Angst — mens jeg maalte Scenen op og ned.
— Jeg var blevet ved at vanke op og ned, da jeg
oppe i Hjørnet, hvor Bagtæppet skulde hejses ned, oppe
i Hjørnet i Mørket stødte paa et Menneske og greb om
en Arm.
— Hvem er det? sagde jeg og fo’r sammen: Armen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
