Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Haabløse Slægter - Første Bog - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
41 HAABLØSE SLÆGTER
den Høgske Slægt, om dens Storhed, om dens Ælde. I
en af Landets skønneste Kirker laa Slægten begravet
igennem mange Led, deres Vaaben var malet paa Væg-
gen, hele den gamle Kirke var deres Gravkammer.
Fra den Tid tænkte William meget paa den Kirke,
naar han sad paa Loftet. Hele hans Slægt, alle de gamle,
berømte Mænd, som hørte til hans Slægt. Dér laa de.
Hvor der maatte være højtideligt og stille i den Kirke.
Der maatte altid hviskes eller synges.
Dér laa han, den store Biskop, der havde gjort Dan-
mark stærkt og mægtigt. Hans Moder havde fortalt ham,
at Bispen var hugget paa Ligstenen. Og Konge-
morderen laa der ogsaa. En Kongemorder var der i hans
Slægt. Han blev angst, naar han tænkte derpaa, Sveden
sprang frem paa hans Pande, han kom til at ryste ved
Tanken derom.
En Kongemorder. Og han saå Blodet flyde og Kongen
bleg, døende i Finnerup Lade. Han havde jo læst om det
i Romanerne. Der var en Kongemorder i hans Slægt —
han laa dér i Kirken med de andre. Det var forfærdeligt.
Stammefaderens Ben var gravet ind i Pillen bag Al-
teret. William spurgte sin Fader, om han troede, hans
Ben var smuldret væk. Faderen troede det: „Det er 600
Aar siden," sagde han. „Seks hundrede Aar!" Williams
Tanker kunde ikke befolke denne uendelige Tid, men
alle de Helte, han læste om, hørte nu til hans Slægt, og
han begravede dem i den høje, store Kirke, som hans
Moder fortalte om. —
Men undertiden, naar det var blevet helt mørkt paa
Loftet, kunde han vækkes af sine Drømme af en isnende
Angst, han sad længe stille uden at turde røre sig og
uden at turde aande, og han spejdede ud i Mørket med
store Øjne. Saa pludselig fo’r han op og stormede hen til
Trappen med Fingrene stoppet helt ind i Ørene.
Han syntes, nogen var efter ham hen ad Loftet.
Han begyndte nu ogsaa, naar han saaledes sad alene,
at tænke paa, hvad han vilde være, noget stort vilde han
være — maatte han, det var nødvendigt for Slægten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
