Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Haabløse Slægter - Første Bog - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
47 HAABLØSE SLÆGTER
det. „Ballet var Ballet", og de Smaastykker, som spille-
des imellem, havde intet at sige. Desuden var dette Sel-
skab ogsaa noget bedre end de sædvanlige. De skulde
der allerede den første Aften. William havde Feber, han
spiste intet til Middag, efter Middagsbordet „løb" han.
Det var en Vane, han havde. Naar der var noget paa
Færde, gik han i den senere Tid altid op paa de store
Lofter i Baggaarden. Dér løb han saa rundt med Hæn-
derne i Lommen, Loft op og Loft ned og trallede og
fløjtede som en Besat. Idag var det nu rent forskrække-
ligt. Han havde bogstavelig helt rendt Livet af sig, og
Tungen hang ham ud af Halsen, da han kom ned.
Endelig skulde han altsaa se det, endelig! Det havde
jo vævet sig ind i hans Drømme, lokket ham, lydt for
ham som en betagende, vidunderlig Klang — Theatret,
Theatret. Og nu skulde han se det. Aften efter Aften,
naar Stella læste for dem, havde han standset hende, og
hun havde lagt Bogen bort og havde forklaret og fortalt.
Hun var „Chevalieren". Hun slyngede det mørke
Bordtæppe om sig som en Kappe, hendes Blik var tung-
sindigt. Og sagte hviskede hun Chevalierens Ord
:
„Der funkle de paa Himlen hine Stjerner"
Saa kommer Ninon.
Hun gengav Chevalierens Heftighed, hans Lidenskab,
Moderens voksende Rædsel. Der var Jammer i hendes
Stemme, tilbagetrængt Graad, vaandende Angst — —
„Saa lad da idetmindste disse Ord befri Dem
for denne Lidenskabs Usalighed."
Og Slutningen. Stella kastede sig ned ; og med ud-
bredte Arme, med Sorgens Forklarelse over de opad-
vendte Træk, hviskede hun, som om Tonerne vred sig
bort og døde, Sønnens sidste Farvel
:
„dette Liv, som skyldte Dem sit Ophav"
Især disse fire Ord „Farvel, min skønne Moder" —
det bævede igennem William, naar han hørte dem.
Eller Dina. Stella selv glemte Tiden. Det var, som om
hun vuggedes ind og betoges af sin berusende Stemmes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
