Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Haabløse Slægter - Første Bog - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
71 HAABLØSE SLÆGTER
Det var forbi med Læsningen. Om Formiddagen,
naar Nina sad hos hende, laa Stella i en Feberdøs, halvt
slumrende af Nattens Opium, som først virkede henad
Morgenstunden; undertiden aabnede hun Øjnene, nik-
kede til Nina eller bad om lidt Gelée, slumrede saa
ind igen. Der var ganske mørkt, en enkelt Lysstribe
faldt gennem de lukkede Gardiner ind over Sengen,
ellers var det Nat. Stella vilde ikke se Lyset. Naar
Vinduesforhængene blev trukket fra, lod hun Sengens
Forhæng falde for, Lyset maatte ikke naa hende. Hun
var bange for dets Ubarmhjertighed, sagde hun til Nina.
Men hver Dag, naar Nina spillede eller var henne at
male, lod hun Jomfruen trække alle Forhæng fra. Vin-
terdagens gnistrende Lys faldt ind i Kabinettet.
„Som en hel Syndflod," sagde Stella.
Saa fik hun Spejlet hen ved Sengen og betragtede sit
Ansigt. Hun saa længe paa sine falmede Træk, paa sine
hule Kinder, paa sin Hud, der var gennemsigtig og gul-
lig. Hun fulgte Skridt for Skridt den Sygdoms Ødelæg-
gelse, som dræbte hende.
„Tag Spejlet bort," sagde hun; og hun laa længe ro-
ligt, strakt lige ud, og saa frem for sig.
Men undertiden paa mørkere Dage, naar det var Halv-
skumring bag Sengehimlen, eller hun rødmede i Febe-
ren, kunde hun finde sig selv bedre, raskere. Hun satte
sig op, strøg Haaret tilbage, klamrede sig til det Livs-
haab, Spejlbilledet skænkede hende.
Saa snart der atter var blevet mørkt, og Børnene
kom hjem, kunde hun spøge med dem, tale til dem om
Rejsen til Syden, om Nizza, hvor hun vilde blive rask.
„Jeg er allerede meget bedre," sagde hun. Hun forsøgte
at staa op, at tage mod Visitter, hun vilde gøre Selskab
for Ninas Veninder.
Der var en Bedring. Berg lod hende ligge paa Chai-
selonguen i Kabinettet. Nina spurgte, om hun maatte
trække Gardinerne fra. „Endnu ikke, om otte Dage —
om otte Dage vil vi ha’ Lys herinde ...."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
