- Project Runeberg -  Værker i Mindeudgave / Tredie Bind /
94

(1920-1921) Author: Herman Bang
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Haabløse Slægter - Første Bog - VI

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

HERMAN BANG 94
,,Jeg var en Ven af hendes Mand," sagde Høg. Vi-
dere ikke.
Han gjorde omhyggeligt Toilette, tog tre—fire Skjor-
ter af og paa, inden han kunde finde en, der var god
nok, valgte mellem sine Frakker en blaa med Fløjls-
krave og lange, moderne Skøder.
„Vi spiser Frokost i den zoologiske Have," sagde
han.
„Med Grevinden?"
„Ja."
Det blev en drøj Dag for William. Faderen aandede
kun for Grevinden, han gjorde Kur, overvældede hen-
de med Opmærksomhed, han kyssede hende paa Haan-
den, havde hende under Armen, sad bestandig lige
overfor hende uden at tage Øjnene fra hende. William
kunde næsten ikke holde ud at se derpaa, det pinte
ham ; han rødmede, naar Faderen karesserende lagde
sin Haand paa Grevindens Arm, han slog Øjnene ned,
naar de smilte til hinanden med et tavst og leende Smil
;
han led, naar Faderen bøjede sig ned og deres Øjne
mødtes.
Han vidste ikke selv, hvad det var, men han syntes,
at Faderens besynderlige Blik maatte fornærme en-
hver Kvinde, at hans Berøringer maatte oprøre hende.
Og i sit stille Sind hadede han denne blonde, rolige Da-
me med sin graa Rejsedragt, sine svenske Handsker
og sit evige Smil.
Til ham talte man slet ikke, og efterhaanden steg
hans pinlige Følelse til det utaalelige. Han kunde ikke
længere holde det ud, han syntes, Faderen var kælen
som en kurrende Due, og han var opbragt paa Grev-
inden, der modtog alt med den samme fuldkomne Ro,
det samme uforstyrrelige Smil.
Han vilde ikke se paa dem, og dog kunde han ikke
lade være, hans Følelse saaredes, og hans Nysgerrighed
drev ham til at se.
Saa tænkte han, han vilde sige hende alt, fortælle
hende, at Faderen var syg — det vilde være en Straf,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 14:23:54 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/bang/3/0102.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free