Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Haabløse Slægter - Første Bog - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
97 HAABLØSE SLÆGTER
var vel naturligere, end at man troede det? Man
m a a 1 1 e jo tro det . .
.
Men han maatte gaa til en Læge, dette kunde ikke
vare ved . . . umuligt . .
.
Han rejste sig uden at vide, hvorlænge han havde
siddet der, og saå, Ilden var gaaet ud ; han kaldte,
Faderen var ikke i sit Sovekammer. Saa begyndte han
atter paa den gamle Tankerække, han optrævlede Tan-
ke for Tanke, begyndte forfra, tog paany de samme
Grunde frem, vejede dem og kom paany til det samme
Resultat. Stadig den samme Tankekreds.
Pludselig kom han til at ryste af Kulde. Altandøren
stod aaben, og Oktoberaftenen var meget kold. Han gik
hen for at lukke Døren og saå, at Lysene var slukket i
Restaurationen, i Gaarden brændte kun et Par enkelte
Gasblus, viftende for Vinden i deres ovale Kupler. Et
Par Tjenere gik og satte Stolene sammen henne under
Glastaget.
Det maatte altsaa være sent. Taffeluhret viste ogsaa to.
I det samme havde han glemt den nye Angst, og
han huskede kun, at Faderen endnu ikke var kommen
hjem, saalænge plejede han dog sjældent at blive ude.
Den nye Frygt forjog den gamle. Siddende sam-
menkrøben i Sofaen faldt han i Søvn, overvældet af
Træthed, men hans Tanker, der blev til Drømme, jo-
ges bestandig rundt i samme sørgelige Kreds.
Han vaagnede ved en høj Latter og saå Faderen staa
midt i Stuen med en tyrkisk Hue paa Hovedet og et
stort Skæg. Han sprang op som en Fjeder og holdt sig
for Øjnene, som for at værge sig mod Synet. „Hvem
er det," sagde han. Faderen lo.
„Det var hele min Maskeradedragt," sagde han, be-
standig leende, „og jeg kan gøre Dig forskrækket allige-
vel! Nar! — Nar!"
William spurgte, saå paa ham. Øjnene var uhyggelig
glansfulde, Læberne fortrak sig til et evigt Smil: han
talte uafbrudt, Ordene føg sammen i en ustandselig
Strøm, afbrudt af Latter, Udraab og Nynnen.
H. B. III 7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
