Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Haabløse Slægter - Første Bog - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 96
efter Time i den store Salon og ventede. Han forsøgte
at skrive Breve, men han formaaede ikke at holde Tan-
kerne sammen, han satte sig ud paa Altanen mod den
store Gaard : Springvandets Plasken, Gæsternes Latter
og Samtaler henne under Glastaget irriterede ham ; han
havde ingen Ro, han gik ind i sit Sovekammer, vaskede
sine Hænder for tiende Gang, spejlede sig, gik atter
ud i Salonen, frem og tilbage.
Han kunde have skreget om Hjælp — saa en-
som, saa forladt syntes han sig i denne aflaasede Lej-
lighed. Og ringe kunde han ikke. Hvorledes skulde
han vel forklare, at han var blevet laaset inde? Hvor-
for var Faderen gaaet? Nej, han maatte vente.
Saa kom Høg hjem langt ud paa Natten.
William var meget sky, talte sjældent og undgik at
stifte Bekendtskaber. Han blev mager og havde ingen
Appetit. En Dag ved Table d’hote hørte han Faderen
sige sagte til sin Nabo:
„En Overanstrengelse —- nedarvet Melankoli — ar-
vet fra Moderen."
Den Fremmede saa paa ham, og det gav et Sæt i
William. Det var altsaa derfor, de bestandig saa saa
medlidende paa ham, undgik ham, talte underlig kælen-
de, naar de endelig talte — derfor behandlede Kelnerne
ham saa sky, ligesom ængsteligt: de troede, han var
den gale.
Det var, som Blodet stivnede i hans Aarer, som om
Bord, Opsats, Tallerkener pludselig begyndte at danse
for hans Øjne . . . mens Væggene snurrede rundt som
en Karussel. Han kunde ikke maale den Afgrund, som
aabnede sig for hans Fødder.
Da de kom op, satte han sig hen foran Kaminen,
han hørte ikke, saa ikke — dette Slag havde bedøvet
ham. Uden Øje og Øre maalte hans Tanker det Svælg,
foran hvilket han stod: det var altsaa ham, der var gal,
han, den melankolske, sky, menneskefjendske, og Fade-
ren var rask, han talte jo, var aandfuld, forynget, om-
givet af en Duft af Elegance og Fornemhed . . . Hvad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
