Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Haabløse Slægter - Anden Bog - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
127 HAÅBLØSE SLÆGTER
dommens vidtsvævende Deklamationer, hvori der skyl-
les op tusinde besynderlige Brudstykker af ufødte
Længsler, Drømme, Attraa, tidlig Træthed, hele det taa-
gede Kaos af Tanker og Fornemmelser, Begæringer og
Anelser, der i den første Ungdom fylder vort Hjerte og
vor Hjerne med deres Taager.
Hun tav og modtog. Med bøjet Hoved, smilende, saa
man saa de spidse Tænder bag de lidt bøjede Læber,
gik hun stadig lyttende. Men standsede han, kunde hun
ved et Ord atter faa ham til at tale. Og hun hørte gerne
paa ham : hvad han sagde, mens de saaledes gik Time
efter Time, var saa ejendommeligt, saa fremmed, noget
nyt for hende, og hun havde dog levet en Del og op-
levet meget.
Kamilla Falk var meget omtalt : hendes Veninder af-
skyede hende, Mændene betragtede hende med Mistro.
Hun havde en Gang været forlovet, det var nu snart
længe siden, og Forlovelsen var pludselig gaaet over-
styr, og hun var rejst bort. Der hvilede nok et Slør over
et og andet den Gang, ialfald sagde man det. Hvorom
alting er, man hviskede baade om et og om et andet, og
vist er det, at der havde været en Maler i Besøg hos
Falks det Aar; han havde malet Frøkenens Portræt, og
hun blev paa sin Rejse borte over et Aar.
Egentlig var hun blevet smukkere paa den Rejse.
Hendes høje Figur var blevet svært junonisk og som
for at knuse Sladderen under sine Hæle traadte hun fa-
stere end før. Hendes Øjne var blevet dybere, med et
ejendommeligt glimtende Blik, Munden var stærkere
kruset. Maaske var det ogsaa, fordi det ikke lignede
mere, at hun kort efter sin Hjemkomst brændte sit Por-
træt, hvor hun var i hvid Kjole og stod, smilende, med
en Rose i Haanden.
Siden da var der gaaet adskillig Tid, og trods sin
Skønhed og Faderens Rigdom blev Kamilla siddende paa
Veilgaard.
Det var vel næppe altid morsomt derhjemme, men
hun forstod at oplive den landlige Tilværelse. De første
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
