Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Haabløse Slægter - Anden Bog - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
157 HAÅBLØSE SLÆGTER
Nu sad man med glinsende Øjne og Pletter paa Kin-
derne, med et Stykke Kransekage paa sin Tallerken og
slugte store Portioner af Isvand og dyppede Lommetør-
klæderne i Glassene for at holde det fugtige mod Tin-
dingerne.
Det var blevet noget svært for Talerne at skaffe sig
Ørenlyd, man sad alle og snakkede løs, mest saadan
halvhøje Fortroligheder, udvekslet med Sidemanden,
hvem man tog om Halsen, mens man talte, eller hvis
Haand man bemægtigede sig med stærke Tryk.
William sad ved Siden af Rektor, som var rødblisset
og stoppede en halv Kransekage ned i Kjolelommerne,
mens han uafbrudt talte Græsk og citerede Homer. Wil-
liam havde ikke talt godt, han havde staaet og stammet i
det, og han havde glemt Pointen i Skaalen. Uheldet
havde forceret ham op, og han havde drukket mer, end
han plejede. Dertil Heden, selve Stemningen, den blan-
dede Luft Han blev distræt, han sad og rev en
Rose i Stykker og hørte paa Rektors Citater med et
halvt Smil, der var langt borte.
Saa pludselig uden Overgang slog han paa sit Glas.
„Det er Høg," raabte man, „det er Høg" — og der
blev saa nogenledes stille.
William stod midt for Hesteskobordet, rettet i sin
fulde og slanke Højde. Det Atlaskes Slips var gaaet op
og hang halvt opløst ned over Skjorten, Rosen dinglede
i Knaphullet. Af Haaret faldt en Manke ned over Panden,
og under Manken lyste de store Øjne frem under de
tunge Laag. Han aabnede Munden, og de dybt krusede og
fulde Læber hvilede i et Smil, inden han begyndte . . .
„Det er dog Satans, saa Høg ser østerlandsk ud,"
sagde Historielæreren, der sad ved Siden af Gerson.
„Ja, den er s’gu lige højhælet nok," sagde Gerson,
der saa paa Vennen med opspilede Øjne. „Men dejlig er
han."
Saa talte han, Stemmen var blød; alt blev sagt i lutter
Mellemtoner, der gjorde det hele dybt og kun lod ane
Flammen
:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
