Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Haabløse Slægter - Anden Bog - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 166
jo blive, maatte han blive — ellers — naa, han skulde
nok bære „Høg" over, ad sin egen Vej, de vilde spotte,
le, men tilsidst vilde de bøje sig ... og Navnet vilde
sejre ad hans Vej.
Det brændte ham og sved ham som Ild i Sjælen. Op
igen, hvileløs rundt, det var forfærdeligt at kæmpe saa-
ledes . . .
Thi hvorfor var der dog ingen, som troede paa ham?
Hvorfor troede Nina ikke, eller Sofie, eller Gerson, el-
ler alle Beundrerne! Hvorfor troede de ikke? Nu træng-
te han til deres Tro — nu, da han gik alene, ensom, og
bar hele Fremtiden over den stride Strøm ... aa, nu da
det stormede ind over ham — nu skulde de komme til
ham og tro paa ham . . .
I Talentet mundede det ud. Havde han ikke det, vid-
ste han ikke det, urykkeligt klippefast — nej — saa
kunde han ikke, saa maatte han ikke gaa det
var Ansvaret. Om Talentet drejede det sig, om Talentet
alt ... men det havde han jo
For havde han det ikke? —
Han var lige ved at skrige, da Tanken kom igen.
Men han havde det, han vidste det, det idetmindste
var sikkert. Hvordan skulde man ellers maale det, hvad
skulde man tro paa, naar dette ikke var sandt? en hel
Aabenbaring var det jo for ham, et tydeligt Kald at hol-
de sig til
At tro paa sig selv. Han vidste, han var udvalgt, saa
dan noget vidstes . . . men hvorfor kunde de andre da
ikke tro? hvorfor stod han alene? hvorfor var de van-
tro, de, som dog stod ham nærmest? Hvorfor troede in-
gen, slet ingen? han var saa alene med sit Haab. De
maatte tro, han længtes saa ubeskriveligt, han tørstede
saa forfærdeligt efter at blive troet
Som i legemlig Smerte rejste han sig i Sædet og rok-
kede klagende frem og tilbage . . .
Ja, mislykkedes det, det kunde han se, saa var
Slægten død — død — ude
Men det kunde ikke mislykkes, det maatte lykkes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
