Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Haabløse Slægter - Anden Bog - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
167 HAÅBLØSE SLÆGTER
Og for tusinde Gang hamrede de samme Tanker som
Udhamre i hans Hjerne . . .
Det var jo en Aabenbaring, det var jo det, som havde
givet Lys i Mørket; var jo det, som havde vækket ham
og givet Liv af Død. Alle hans Drømme, alle hans Tan-
ker, alt . . . Aa nej, aa nej ... tag det ikke fra mig!
Han følte en Tomhed, fordi han ikke kunde bede, og
han hviskede nogle Bønner til det store Rum
Han rejste sig, han gik op og ned, han pressede
Hænderne mod de feberhede Tindinger — —
Det var Lyset, var Flammen i hans Liv, det kunde
ikke være anderledes. Og han klamrede sig til Lyset,
han klamrede sig til sin Tro som i legemlig Dødskval.
Udenfor dette laa kun Angst og Opløsning og Mørke og
en Fortvivlelse, som ikke vidste Raad — nej, nej, han
maatte blive her, maatte blive paa fast Grund, han kun-
de ikke gaa ud i al den Elendighed, denne Nat
uden Stjerner, al denne Kulde, som vilde isne ham.
Saa kom han pludselig til at tænke paa Jakob, som
kæmpede med Gud . . .
Det var svært at kæmpe, og fast maatte man staa.
Han trykkede sit hede Hoved ned mod Skrivebor-
dets Kant og satte sig et Øjeblik paa Stolen. Saa lod
han sig langsomt glide ned paa Tæppet og laa og kram-
mede om Sofaens Ben.
Han syntes, han slugte Skrigene, Dødsangsten opho-
bede i hans Bryst.
Og hvis han nu opgav det, hvor skulde han saa gaa
hen? hvis han nu ikke turde? Hvis han kastede Byr-
den fra sig?
Han sprang op med et Sæt, satte i at gaa stærkt, vir-
rede uafbrudt med Hovedet som i Legemssmerter, gned
sine Hænder, saa det gjorde ondt
Men nej — fremad maatte han gaa, slippe kunde han
ikke . . . Man løj aldrig saadan for sig selv.
Og der var jo ogsaa dem, der troede. Kamilla og Pro-
fessoren, de troede begge, og de saa klart. Og pludseli’g
overfaldtes han af en fortærende Længsel efter Kamilla,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
