Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Haabløse Slægter - Anden Bog - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
211 HÅÅBLØSE SLÆGTER
Det varede lidt, inden Professoren talte: „Nu saå
man, hvad De vilde," sagde han.
William svarede ikke, han syntes, Professorens Tone
var underlig kold og kort. Men han var altfor træt til at
kunne tænke derover; som om Hjernearbejdet pludselig
var standset, følte han sin Hjerne tom, hele Legemet
slappet efter den forfærdelige Kamp Han var
til Mode som en Søsyg, der sætter Foden paa Land.
„Saa er det bedst, De prøver straks," sagde Profes-
soren. Han gik op og ned ad Gulvet. „Tingen er" -
„De tror altsaa, at ..."
„Ja — men, som sagt, Tingen er, at hvad De mang-
ler, kan ingen lære Dem ... uden," Professoren bed
sine Knoer, „uden maaske Theatret."
William hørte næppe, hvad han sagde, men han for-
stod, at han havde sejret, at han skulde prøve, at han
havde kæmpet og sejret ... Og i samme Sekund sagde
han til sig selv, at hans Liv havde været forbi, hvis han
ikke havde vundet i denne Kamp.
Han slap Stolen, han havde støttet sig til, gik et Par
Skridt frem mod Professoren, som havde sat sig foran
Skrivebordet.
„Nu skal jeg skrive til Etatsraaden," sagde han. Han
talte ikke mere, skrev nogle Linier, forseglede Brevet
:
„Jeg tænker, De saa kommer til at prøve om otte Dage."
William var for glad til at lægge Mærke til Profes-
sorens Væsen, hans Hænder rystede, da han tog Brevet,
han søgte at takke, men han stammede blot.
„God Lykke," sagde Professoren. Han var gaaet hen
til Døren, William følte, han maatte gaa, men han ven-
tede nogle Øjeblikke med Haanden paa Dørlaasen. —
Der var noget, som maatte siges, noget, han savnede,
han kunde ikke gaa, inden . . . Men saa saå han op paa
Professoren. Han stod, legende med sin Uhrkæde og
ventede.
„Farvel," sagde William og rakte Haanden frem.
Haandtrykket var slapt, Haanden fugtig.
„Farvel ... og" Professoren aabnede Læberne som
14»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
