Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tine - VI - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 122
— Ja, hun gaar med mig, sagde Berg.
De gik.
Heste og Vogne og Mennesker blev til ét i Natten.
Berg og Tine løb gennem Uvejr og Stimmel, fulgte af
de gjaldende Hunde.
Og midt mellem Ruinerne af sit Hjem, under sin
Hustrus Billede, tilfredsstillede Berg sit pinefulde, sit
nagende, sit fortvivlede Begær.
Dyngvaad satte Maren afsted ud af Loen over Gaar-
den. Sofie var gaaet til Ro og vaagnede halvt, da Maren
lagde sig ind til hende i den helt opløste Seng.
Hun satte sig op og mumlede
:
— Det er en Bespottels’ af Gud.
Men Maren faldt kun ned uden at høre hende og
sov som en Sten.
Regnen var standset. Luerne fra Sønderborg flam-
mede over Landet.
VII
Nu var det glemt, altsammen, alt, hvad hun havde
lidt i disse seks Dage siden han drog ud ; nu kom han
jo hjem.
Tine løb hen til Lars Husmands; dér vilde hun staa,
naar han kom.
Rundtom drog Soldaterne ud, uden Sang, tungt i den
opblødte Vej. De vendte Hovederne og saå efter Tine,
der løb dem forbi : hendes Ansigt var saa friskt i Vin-
den, og hun havde en HH© Sløjfe fæstet i sit Haar un-
der Sjalet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
