Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tine - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
139 TINE
mens Taarerne brød ud af hendes Øjne, havde hun
sagt
:
— Han er jo saa ung.
.... Tine havde sat sig — hun vidste ikke. om Fru
Appel havde hørt hende, for hun havde ikke hilst og
ikke rørt sig. Men saa sagde hun :
— Han har spurgt efter Dem. Men nu sover han.
Og Taarerne brast frem paany, som om hvert mindste
Ord, hun sagde, maatte kalde dem frem.
Tine talte ikke; og begge sad tavse, som grebne af
den samme Sorg. og stirrede paa det blege Ansigt.
Sygepasseren bragte de Saarede Mad. Aftenklokker-
ne begyndte at ringe, men man hørte dem knap gen-
nem Kanonernes Larm.
Saa blev der atter stille i Stuen, og Skumringen be-
gyndte at lægge sig over Rummet.
Fru Appel sad kun som før foran sin slumrende Søn.
Madam Bølling kom ind; hun turde næppe hviske.
Men hun sagde dog til Tine ganske sagte, med sin for-
knytte Stemme
:
— Du kommer dog ind?
Og hun gik igen. Saa bleg og stiv dog Tine sad der!
— Aa — ja, aa — ja. sagde Madam Bølling, her er
Elendighed nok til os alle.
Det var næsten blevet mørkt. Fra Sengen hørte man
de Saaredes sagte Suk. Tine rejste sig ikke. Her syntes
hun var bedst. Her var Fred, her, hvor et Menneske
døde og Livet var forbi.
— Han vaagner, sagde Fru Appel.
Halvt i Søvne begyndte han at klage.
Tine stod sagte op og tændte stille Lampen og satte
sig igen.
Den Døende slog Øjnene op, men han saa ikke mer
— de store Øjne var brustne og han jamrede svagt un-
der sagte Rallen.
Moderen laa ned ved hans Seng
:
— Ja, Max, ja — gør det saa ondt? gør det saa ondt?
hviskede hun.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
