Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tine - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 152
— Saa maatte Staben være i Augustenborg — Sta-
ben vidste Besked.
Tine blev ved at gaa og Hundene fulgte. Solen var
nede og mellem Hegnene begyndte det at mørknes. Men
ingen hilste Godaften ved Husenes lukkede Døre.
Saa halsede Ajax og saa Hektor. De løb frem ad
Vejen. De fulgte et Spor og løb atter tilbage — ind over
Marken mod den nærmeste Gaard. De sprang tilbage
op ad Tine og gøede.
Hun vendte om og fulgte dem ; hun vidste ikke, at
hun faldt i Knæ som en Haltende to Gange, mens hun
gik.
I Gaardsrummet var der ingen ; stille løftede hun Dør-
klinken. I Stuen blev et Barn vugget, og en Mo’rlille
rejste sig ved Ovnen. Hun kendte Tine og hun begyndte
at græde.
— Er Skovrideren her? spurgte Tine kun.
Konen græd blot og Hundene blev ved at gø.
— Hvor har De lagt ham? spurgte Tine igen.
Den Gamle aabnede Mellemstuedøren og Tine fornam
den kvalme Lugt af Blod: Deri Alkoven laa han.
Tine saa kun hans graablege Ansigt. Gaardkonen
stødte hun bort og tog Vaskefadet fra hende, hvori Van-
det var rødt af hans Blod.
— Har han talt? spurgte hun.
Gaardkonen græd.
— Aa ja. aa ja, han kalder jo paa Fruen — paa Søn-
nen og paa Fruen — de to, de er i hans Tanker — aa
Gud, for Sorg — aa Gud, for Sorg.
Tine sad som hjemme, tæt ved Sengen — ubevæge-
lig stirrede hun paa hans Ansigt.
— Han vaagner, sagde hun.
Hendes Liv var kun ét Haab : at han vilde kende
hende igen.
Alen den Døende slog blot Øjnene op og saa paa hen-
de som paa den tomme Væg.
— Marie, Marie, kaldte han svagt. Marie, tag Her-
luf ved Haanden — han græder — han græder ....
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
