Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ludvigsbakke - Første Bog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
227 LUDVIGSBAKKE
Blad. Hun vidste ikke hvorfor, men liun syntes den
Myrthe var ligesom Mindet om hendes Fader.
— Ida, Ida.
Det var Fru Brandt, der var vaagnet, og Ida slap
Planten
:
— Ja, Mo’r.
Ida begyndte at sysle om Moderen, sysle og fortælle,
binde og løse og fortælle, mens hun klædte hende paa :
de kunde vente Lunds idag — for de kom jo fra Bryl-
luppet ... og Kæret var bundfrossent nu, sagde Hans
Christensen . . .
Ida blev ved at fortælle ; Fru Brandt saå bare ned
paa hendes forskræmte Hænder
:
— Du har din Fa’rs Fingre, sagde hun : de løber
rundt.
Da Haaret var sat, kom al Husets Mad ind og skulde
synes, paa Dynen. Sofie gik, træg og mut, og bragte
den ind. Fad efter Fad, mens Fru Brandt sad op i Sen-
gen med de store Valke i Haaret, og tog et langt Øje-
maal af Levningerne.
Hun sagde ikke noget, men tog kun sit tavse Maal,
mens Ida saå ud som en Toldbetjent ved Kassesyn og
Sofie stod ved Sengen, ret op og ned som en Stok.
— Og saa skulde vel den Steg, Mo’r, steges til
Lunds, sagde Ida.
— Hvis de kommer, sagde Fru Brandt.
Ida var igen begyndt at sysle om hende : Men de
kommer da altid, Mo’r, sagde hun, naar de er i Byen.
— Ja, sagde Fru Brandt: det er jo altid billigere end
paa Gæstgivergaarden.
Hun var kommen ud af Sengen og skulde ind i Stuen.
Ida og Sofie maatte støtte hende, én under hver Arm
(Fru Brandt var aldrig saa tung, som naar hun skulde
flyttes), og hun kom hen i Stolen ved Vinduet. Der
laa Guldtøjet og ventede paa Bordet. Uhrkæden hængte
Ida om hende.
— Uhret, sagde Fru Brandt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
