Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ludvigsbakke - Første Bog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 254
Det var da vist, tænkte hun, Karl Eichbaums værste
Tid, Bordet.
Schrøder stod ved det aabne Køkkenvindu og øste
Suppen i Terrinerne, da hun saå en barbenet Dreng
komme op om Plænen :
— Hvem er ’et til, raabte hun ud af Vinduet, forbi
de to Stuepiger, som ventede.
Det var Telegrafbudet. Men Drengen forhastede sig
ikke.
Den var til Frøken Brandt, sagde han.
— Til hvem?
— Den var til Frøken Brandt, sagde Drengen igen,
lige langsomt.
— Aa, Herregud, Schrøder slap Gryden : aa. Herre-
gud, saa er ’et slemt.
— Hvor er hun? sagde hun straks efter, men i det
samme føjede hun til : Naa, la’ mig først faa øst op.
En af Stuepigerne tog Telegrammet; hun skulde nok
bringe det op.
— Er De gal, sagde Schrøder og rev det fra hende.
— Tag saa Suppen.
Schrøder kom til Besindelse igen : hun vilde sige til
Johan Kusk, at han holdt sig færdig, hvis det var; og
hun gik ud i Borgestuen, hvor han sad og ventede paa
sin Kaffe.
— Saa faar hun ogsaa spist først, tænkte Schrøder,
og pludselig begyndte hun at græde
:
— Den lille Stakkel, sagde hun.
Du hun grædende kom tilbage, stod Ida i Køkkenet.
— Hvad er der dog, Schrøder? spurgte hun. Hvad
er der? gentog hun mer uroligt. Og da Schrøder, for-
styrret, uden at ville det, rakte Telegrammet ud imod
hende, sagde hun
:
— Det er Mo’r ... og havde revet Telegrammet op
og læst det.
— Naa, lille Tut, lille Tut, sagde Schrøder kun og
tog om hendes Liv.
Ida havde ikke talt. Det var, som hendes Øjne ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
