Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ludvigsbakke - Første Bog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
255 LUDVIGSBAKKE
kunde se nogen Ting, mens hun gik ind i Schrøders
Kammer.
— Lille Tut, blev Schrøder ved, lille Tut . . . hvor-
dan er ’et?
Men Ida svarede ikke, og forskrækket foran det blege
og stive Ansigt blev Schrøder kun ved at nævne det
gamle Kælenavn: Lille Tut, lille Tut; og førte Idas Ho-
ved frem og tilbage, frem og tilbage, som vilde hun,
angst, ryste Taarerne ud af hende
:
— Jeg har sagt til om Vognen.
— Tak. Og Ida gav Ord til sin eneste Tanke:
— Naar jeg blot faar hende at se.
Ved at tale begyndte hun at græde, og Schrøder sag-
de, helt lettet — hun havde jo slet ikke vidst, om Fru
Brandt levede endnu —
:
— Aa vist, aa vist ... det er naturligvis ikke saa
slemt . . . hun kommer saamæn nok over det, skal Du
se, lille Tut.
Ida lagde kun Armene træt ned mod Stolen :
— De maa ud, sagde hun. De deroppe venter jo paa
Dem.
— Naa, sagde Schrøder næsten vredt: De ka’ vel
bie.
Døren gik; det var Frøken Rosenfeld.
— Er Vognen sagt til? spurgte hun, sagte, som kom
hun ind i et Sygeværelse.
— Ja.
Hun nikkede til Schrøder, som gik.
— Nu kører vi straks, sagde hun og satte sig stille
hen, mens hun tog Idas kolde Hænder.
I Køkkenet havde Anne Marie, Køkkenpigen, listet
sig ud i Borgestuen for at høre ad, hvad der gik paa.
— Saa er ’et vel forbi ! sagde hun langsomt.
— Det er vel det, svarte Johan.
Anne Marie stod og saa ud i Luften, ret op og ned,
paa sine sorte Hoser
:
— Der bli’er no’et, sagde hun og nikkede.
— Der bli’er meget, sagde Johan.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
